www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Nye elmålere – ja tak

Offentligjort i Dagbladenes Bureau den 18. januar 2007

Af transport- og energiminister Flemming Hansen (K)

Jeg er i TV og dagspressen blevet citeret for at afvise et forslag om, at der opsættes nye smarte og intelligente elmålere hos forbrugerne. Vicedirektør Lars Aagaard fra elselskabernes fællesorganisation Dansk Energi har flere gange udtalt, at han ikke forstår, at jeg er tøvende over for idéen, endda lige efter at regeringen har fremlagt en storstilet energiplan.

Dette er ikke sandt. Jeg vil gerne slå fast, at jeg absolut intet har i mod, at det opsættes nye smarte elmålere. Jeg synes faktisk, at det på mange måder er en rigtig god idé - ikke mindst for de elselskaber, som Lars Aagaard repræsenterer.

Men her og nu bliver det ikke et krav fra min side. Jeg ønsker ikke, at elforbrugerne får pålagt ekstraudgifter i størrelsesorden 1.500 til 2.000 kr. - som er prisen for en ny smart måler. Det står slet ikke i rimeligt forhold til den årlige besparelse, som en almindelig husstand kan spare.

Der er store fordele for elselskaberne ved at forbrugerne får intelligente elmålere. Muligheden for fjernaflæsning og et mere fleksibelt elforbrug vil kunne give elselskaberne langt større besparelser, end den besparelse forbrugeren kan opnå.

Det er derfor naturligt, at det er elselskabet selv, der betaler investeringen. Forbrugeren skal ikke betale til noget, de ikke nødvendigvis har fordele af, og mange selskaber ligger inde med en milliardformue, som de passende kunne bruge til at effektivisere deres virksomhed og højne kundeservicen.

Det statsejede Energinet.dk igangsætter nu et større forsøg med op imod 100.000 forbrugere i Sønderjylland. Forsøget vil afklare, om intelligente elmålere i praksis fører til besparelser, og om elforbrugerne vil benytte sig af de fordele og den information, som en ny og intelligent elmåler kan give. Når vi har resultaterne herfra, vil vi stå bedre rustet til at tage de rette beslutninger. Det skylder vi forbrugerne.