www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Det borgerlige Danmark til rorpinden

4. november 2008

Af transportminister Lars Barfoed (K)

Forleden aften var jeg til et middagsselskab i interessante omgivelser ude i den gamle Vilhelm Lauritzen lufthavnsterminal i Københavns Lufthavn. Middagsgæsterne var medlemmerne af Venstres og de Konservatives folketingsgrupper og med valget af det specielle sted, var der lagt op til en aften med plads til både flyvske ideer og vingesus i skørterne.

De to partier har en god tradition med at mødes en gang om året til en fælles middag. Statsministeren og gruppeformændene holder taler, og naturligvis har Bertel Haarder skrevet en underholdende festsang, der er et bal i den borgerlige værdigt.

Snakken gik livligt ved bordene og aftenen blev - endnu en gang - en god aften i hyggeligt og venskabeligt samvær, hvor vi bekræftede hinanden i vores politiske fællesskab i det, som kaldes det borgerlige Danmark.

Der bliver ofte talt om det borgerlige Danmark. Men hvad er det egentlig for en størrelse. Det spørgsmål kom jeg også til at tænke på i løbet af aftenen sammen med mine kolleger i Venstre og Konservative. For giver det længere nogen mening at tale om at være borgerlig rent politisk i forhold til det at være socialist? Efter murens fald og Sovjetunionens sammenbrud er kommunismen vel død sammen med alt det forstokkede, fordømmende og formynderiske tankegods, der ligger til grund for socialismen.

Med den udvikling skulle man tro, at vi alle var blevet en del af det borgerlige Danmark. Men nej, det er fortsat Venstre og de Konservative, som er garanten for det borgerlige Danmark og de værdier, vi værdsætter så højt.

Selvfølgelig er Venstre og Konservative to selvstændige partier, der har hver deres politiske udgangspunkter i henholdsvis liberalismen og konservatismen. Men en række grundlæggende borgerlige værdier står vi sammen om.

Det er først og fremmest den personlige frihed og det personlige ansvar, der betyder, at der skal være en grænse for offentlig regulering og offentligt ansvar i forhold til borgernes liv. Borgerlige værdier er også orden i økonomien, at lægge vægt på læring og kompetence i skolen, en stram men fair udlændingepolitik, en erkendelse af at markedsøkonomien og den private ejendomsret er afgørende for at sikre økonomisk velstand, et ubrydeligt samarbejde med vores allierede i Europa og USA samt en retspolitik, der beskytter de lovlydige borgere og straffer forbryderne.

Alt sammen grundprincipper i det borgerlige værdisæt, der udgør rygraden i de to partiers politiske program. Erfaringen viser, at når Venstre og Konservative holder sammen i et politisk fællesskab, så styrker vi de borgerlige værdier. Vi er det borgerlige Danmark.

Det er egentlig ikke så mærkeligt, for vi er borgerlige partier, der lægger vægt på at styrke den enkelte borgers frihed og ansvar. Derfor er sådan en fælles aften, som vores folketingsgrupper havde forleden, vigtig. Den styrker simpelthen vores fællesskab og dermed sammenholdet i det borgerlige Danmark.

Der er mere end nogensinde behov for de borgerlige værdier, og at vi får talt holdninger frem for personer. Efter de Radikale har opgivet deres status som liberalt midterparti og meldt sig på rød stue hos Helle Thorning, Villy Søvndal og Frank Aaen til fællessang og fanegang, bliver der færre og færre politikere, som vil arbejde for de nødvendige velfærdsreformer, der kan gøre Danmark rigere.

Venstrefløjen, repræsenteret ved Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, vil noget helt andet med Danmark end de borgerlige partier. De ønsker mere regulering af den enkelte borger, det offentlige skal tage sig af flere opgaver, flere skatter på erhvervslivet, større omfordeling via skattesystemet og mere formynderi. Det er det man får, hvis man i farten tror, at Helle Thornings smil og Villy Søvndals charme er uden konsekvenser. Men det er bestemt ikke den politik, der er brug for, hvis Danmark fortsat skal være et land med stor velstand.

Regeringen har løsningerne på fremtidens udfordringer. Det, der bliver afgørende de næste år, er, om der er andre partier, som vil deltage i arbejdet med at øge den danske velstand. Alt for mange mennesker har den opfattelse, at det er finansloven som afgør velfærdsniveauet i samfundet – kort sagt om vi bruger en milliard mere eller mindre på et eller andet område, som tilfældigvis er oppe i tiden. Men at fordele pengene er en smal sag. Det, som virkelig kræver politisk mod og indsigt, er evnen til at øge samfundets velstand og dermed have mere at dele ud af.

Problemet med venstrefløjen er, at de aldrig er i stand til at bage en større samfundskage. Det er den samme størrelse kage hvert år, som de deler mindre og mindre stykker ud af, hvorimod den borgerlige politik går ud på at bage en større kage hvert eneste år, så der både kan deles flere og større stykker ud.

Da jeg kom hjem fra VK-middagen havde jeg endnu gang fået bekræftet det gode samarbejde og stærke sammenhold i det borgerlige Danmark. Det er herfra ideerne til udviklingen af samfundet kommer, og på trods af oppositionens modvilje mod reformer er det dog glædeligt, at Danmark står stærkere end nogensinde med en borgerlig regering i cockpittet.