www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

En grøn transportvision for Danmark

Offentligjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 8. december 2008

Af finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og transportminister Lars Barfoed (K)

Den danske infrastruktur er blandt verdens bedste. Alligevel har vi betydelige udfordringer, fordi flere biler på vejene skaber problemer med trængsel, støj og forurening. Transporten står for en stigende del af CO2 udledningen. Den udvikling skal vendes. Derfor må vi tænke nyt og sætte transportpolitikken på et stærkt grønt spor. I dag præsenterer regeringen sit udspil til en gennemgribende reform af den danske infrastruktur.

Trafikken i Danmark er mere end fordoblet de sidste 20 år – og den stigning forventes at fortsætte i de kommende år. Høj mobilitet i samfundet er da også med til at skabe stor individuel frihed, dynamik og økonomisk vækst. Udfordringen består i, at få det til at gå hånd i hånd med et bedre miljø, mere natur og en indsats mod klimaforandringerne.

Den voksende trafikmængde har en negativ indflydelse på klimaet i form af øget CO2-udledning og forurening. Det er lykkedes at komme dele af partikelforureningen til livs. Mens trafikken på vejene er vokset, er udledningen af en række skadelige stoffer fra transportsektoren faldet markant. Den udvikling skal vi fortsætte. Men det er endnu ikke lykkedes at afkoble udviklingen i transportomfanget med udledningen af CO2. Det er en gordisk knude, som vi skal have hugget over. Transporten skal også yde sit bidrag til at nedbringe udledningen af CO2.

En anden stor udfordring, som vi skal adressere nu er trængselen. Alt for mange mennesker spilder i dag tiden i bilkøer eller ved forsinkelser i den kollektive trafik. Hvis tid er penge, så betaler danskerne faktisk en høj pris for transport i dag. I en tid, hvor der er brug for alle ledige hænder, betaler samfundet også en høj pris, når vi sidder og kigger opgivende på hinanden i et transportmiddel, der ikke bevæger sig. Det er dyrebare minutter, som vi i stedet kunne have brugt på at skabe værdi på arbejdet eller sammen med familien.

Regeringen vil arbejde for et samfund, der hænger sammen – miljømæssigt og trafikalt. Derfor fremlægger regeringen i dag en plan, der lægger op til et betydeligt løft i investeringsniveauet. Frem til 2020 vil der samlet blive investeret 150 milliarder kroner i infrastrukturen. Det er et markant løft af de årlige investeringer.

Skinner frem for asfalt

I fremtiden skal den kollektive transport løfte det meste af væksten i trafikken. Derfor skal det være nemmere, hurtigere og mere attraktivt at rejse med tog. Og derfor er den grønne linje i regeringens investeringsplan en massiv satsning på skinner frem for asfalt.

Flagskibet i den kollektive trafik bliver den såkaldte ”timemodel”, der vil gøre det muligt at køre med tog mellem de største danske byer på en time eller mindre. Det betyder, at turen fra København til Odense kommer ned på en time. Det samme gør turen mellem Odense og Århus samt mellem Århus og Aalborg. Og på sigt vil turen mellem Odense og Esbjerg også kunne gøres på en time.

Timemodellen betyder, at det er nødvendigt at udbygge jernbanekapaciteten mellem Ringsted og København. I dag er der trængsel på skinnerne og togene holder ofte i kø. En ny jernbane mellem Ringsted og København vil betyde store tidsmæssige besparelser for de sjællandske pendlere. Samtidig vil vi løfte trafikken mellem landsdele mærkbart.

Den største enkeltinvestering i ny infrastruktur bliver udskiftningen af signalanlæggene på jernbanen. Det er uden tvivl den mindst sexede og mest usynlige investering. Til gengæld er det også den mest nødvendige. Hvis vi ikke inden 2020 får udskiftet det nuværende signalanlæg stopper togdriften ganske enkelt i Danmark. Derfor bliver vi nødt til at bruge over 20 milliarder kroner alene på denne investering.

Den kollektive trafik styrkes yderligere med massive investeringer i genopretning af skinner på jernbanen og elektrificering af jernbanenettet. Det er tid til at skrinlægge den tidligere SR-regerings osende satsning på dieseldrevne tog. Den strategi var en fejltagelse, som har forsinket den klima- og miljørigtige elektrificering af det danske jernbanenet. Det er et stort og tidskrævende projekt, derfor vil der stadig på kort sigt køre dieseltog i Danmark, men i takt med at togenes levetid udløber, vil vi gradvis elektrificere og indsætte klima- og miljørigtige eltog.

Brugerne af den planlagte Femernbroen kommer til at betale for en opgradering af den danske jernbane med el og dobbeltspor fra Rødbyhavn til Ringsted. Der vil også blive bygget en ny metro i København. Og regeringen vil investere yderligere i en række tiltag for at styrke den kollektive trafik i Danmark – ikke mindst adgangen vil den kollektive trafik. F.eks. skal det være nemt og sikkert for bilister at køre til en station, hvor de kan stille bilen i et Parkér og Rejs anlæg. Sammenhæng mellem transportformerne skal spille bedre sammen.

Grøn biltrafik og mindre CO2

Trængsel og klimaproblematikken er først og fremmest en udfordring, der knytter sig til de større danske byer. Vi hverken kan eller vil bygge os ud af problemerne. Vejen frem er brug af andre instrumenter end vejbyggeri. Instrumenter, der både kan løse de transportpolitiske udfordringer og ikke mindst understøtte den klimapolitiske målsætning om ikke bare at begrænse stigningen i transportens CO2-udledning, men knække kurven helt..

En del af den transport- og klimakorrekte løsning er en fundamental omlægning af bilbeskatningen. Det skal være billigere at anskaffe sig en bil mod at det bliver dyrere at køre i den. Der skal simpelthen være god økonomi i at passe på klimaet. Derfor vil regeringen nedsætte registreringsafgiften markant og i stedet indføre grønne kørselsafgifter, der beskatter forbruget. .

Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er tale om en ny skat på bilister. Det nye grønne afgiftssystem vil være provenuneutralt. Med andre ord, så skal det gå i nul. Bilisterne i Danmark betaler i forvejen nogle af verdens højeste registreringsafgifter. Derfor vil indtægterne gå til at nedsætte registreringsafgiften.

Vores mål er ikke at afskaffe privatbilismen. Der er store dele af Danmark, hvor offentlig transport er noget, der er forbeholdt skolebørn, og hvor investeringer i offentlig transport vil give en forholdsvis lille gevinst i forhold til klima og miljø – sammenlignet med, hvis man brugte de samme ressourcer i tætbefolkede områder, hvor miljøgevinsten vil være markant større.

Derfor vil regeringen også investere i udbygning af vejnettet. Men vejinvesteringerne skal ske på baggrund af nøgterne vurderinger – ikke sognerådspolitik. Vi vil investere der, hvor behovet er størst og hvor det giver størst samfundsøkonomisk afkast. Ressourcerne er ikke uudtømmelige, så vi må prioritere de projekter, der aflaster trængsel og miljø mest muligt.

Omlægningen af bilbeskatningen skal anvendes til at regulere trængsel i de områder, hvor problemerne er størst, og hvor den kollektive trafik er udbygget til at være et reelt alternativ. Og så er det vigtigt at slå fast, at road pricing vil blive indført gradvist over en årrække, så vi ikke slår bunden ud af markedet for brugtbiler og folk ikke vågner op til en stor forringelse af værdien af garagens indhold. I øvrigt vil vi naturligvis sikre, at det ikke bliver muligt for myndighederne at følge borgernes færden via elektronikken i road pricing.

Langt lys på planen

Regeringens investeringsplan rækker frem til 2020. Men en ansvarlig og fremsynet infrastrukturplanlægning kræver, at vi ser tingene med endnu længere lys på. Regeringen lægger op til at fremtidens investeringer sker på baggrund af en rullende planlægning, så vi fastholder fokus på udfordringer og målsætninger. Derfor vil vi etablere en infrastrukturfond for transport.

Der tales meget om nye broer over Kattegat og Lillebælt, en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, havnetunnel i København, en hærvejsmotorvej på den jyske højderyg og andre spændende og visionære projekter. Disse store og omkostningsfulde investeringer vil være blandt dem, som skal belyses bedre med de nye værktøjer som regeringen lægger op til at bruge i den rullende planlægning. 

Regeringens investeringsplan vil sikre Danmark et grønt og fremtidssikret transportsystem, der bidrager positivt til klimamålsætningen og aflaster trængselsproblemerne. Der vil helt sikkert være gode projekter, som der ikke bliver afsat penge til i denne omgang, men med et markant løft af de årlige investeringer i infrastruktur så tager regeringen med dagens udspil et kvantespring fremad.