www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Plads til mere gods på skinner

Offentligjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 14. november 2008

Af transportminister Lars Barfoed (K)

Direktør Mogens Therkelsen skriver i et debatindlæg d. 27. oktober i JP, at han er overrasket over, at Banedanmark har afvist enkelte ansøgninger om at køre godstog gennem Danmark i 2009.

Jeg har forstået på Banedanmark, at årsagen til afvisningen i hovedsagen hænger sammen med kapacitetsproblemer i den internationale godskorridor, primært omkring Hamborg. Problemet skyldes altså ikke manglende kapacitet på det danske net.

Der har altid været særligt attraktive tidspunkter på dagen, hvor kapaciteten har været opbrugt, men Banedanmark har normalt kunnet tilbyde udmærkede alternativer. Dette har i enkelte tilfælde ikke været muligt i år.

I fremtiden vil mængden af gods på skinner gennem Danmark stige. Derfor arbejder Banedanmark med en række tiltag, der vil forøge kapaciteten til godstog på kort sigt.

På langt sigt betyder beslutningen om at bygge Femern Bælt-forbindelsen med de tilhørende landanlæg, at kapaciteten til godstog i international trafik vil blive øget markant. For at vi kan få den fulde effekt af denne investering, skal især kapaciteten mellem København og Ringsted øges. Derfor ser jeg frem til, at der i 2009 træffes en endelig beslutning om at øge banekapaciteten markant på denne strækning.