www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

En trafikplan for hovedstadsområdet

Offentligjort i Berlingske Tidende den 5. januar 2009

Af transportminister Lars Barfoed

Regeringen har i sit nye transportpolitiske udspil ”Bæredygtig transport – effektiv infrastruktur” fremlagt en række meget konkrete initiativer for at styrke trafikafviklingen i hovedstadsområdet. Ud over den allerede planlagte meget omfattende udbygning af metroen med en ny metrocityring drejer det sig om såvel udbygning af kapaciteten på S-banenettet, et busprojekt i Ring 3, opgradering af de mest anvendte pendlerstrækninger på jernbanen ind mod København, udbygning af vejnettet og modernisering af Nørreport station. Initiativerne skal indgå i den samlede prioritering i forbindelse med den investeringsplan, jeg vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger om først i det nye år.

Regeringens udspil er en samlet transportpolitisk vision for Danmark, der indeholder en ny moderne, grøn transportpolitik, der så skal danne grundlaget for de initiativer, regeringen i de kommende år agter at tage på transportområdet. Derunder skal der udarbejdes en egentlig investeringsplan.

Det må derfor undre, når henholdsvis formanden og næstformanden for Øresundskommiteen, Vibeke Storm Rasmussen og Jerker Swanstein, i Berlingske Tidende hævder, at regeringen har fremlagt en investeringsplan, der er fyldt med analyser frem for konkrete investeringer i hovedstaden kollektive trafik. Regeringens transportpolitiske udspil er sprængfyldt med konkrete ideer.

Men planen lægger så også op til analyser. Faktisk lægger regeringen op til en samlet trafikplan for hovedstadsområdet. Her skal indgå en række centrale elementer herunder bl.a. en østlig ringforbindelse (havnetunnel), udbygning af Ring 4, perspektiverne for en Ring 5, bedre stationskapacitet, fuldautomatisk S-banedrift og et trafikalt sammenhængende banenet. Det er svært at se, at der ikke skulle være både god fornuft og visioner i det.

De to skribenters ærinde er egentlig så at gøre opmærksom på behovet for at inddrage Øresundsperspektivet, og de kritiserer, at planen kun går til den danske grænse. Nu er det jo ikke så mærkeligt, at regeringen koncentrerer sig primært om trafikafviklingen i Danmark. Det er jo her, vi er regering. Men selvfølgelig skal vi i en dialog med både den svenske og den tyske regering løbende vurdere behovet for udbygningen af kapaciteten, når det gælder såvel jernbane- som vejtrafik mellem landene. Det er jeg helt opmærksom på.

Kort før jul deltog jeg i en konference i Flensburg, hvor der var lejlighed til at drøfte trafikken mellem det sønderjyske og Nordtyskland, og jeg har netop fremlagt et lovforslag i Folketinget om at starte på etableringen af den faste forbindelse over Femernbælt mellem Danmark og Tyskland.

Endvidere har jeg aftalt med den svenske infrastrukturminister, at vi skal indlede drøftelser mellem den svenske og den danske regering om trafikken mellem vore lande. Om få uger deltager jeg således i en infrastrukturkonference i Stockholm.

Øresundskommiteen kan derfor tage det helt roligt. Faktisk tror jeg, vi ser meget ens på tingene. Jeg håber i hvert fald, at kommiteen vil deltage aktivt og konstruktivt i drøftelserne både om den kommende trafikplan for hovedstadsområdet og bidrage til den svensk-danske dialog om øresundstrafikken.