www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

K: København skal have en havnetunnel

Offentligjort i Amager Bladet den 11. august 2009

Af transportminister Lars Barfoed (K) og Helle Sjelle, MF (K), valgt i København

En havnetunnel i København vil være en fremtidssikret trafikløsning, der vil sikre, at den tunge trafik vil gå uden om den historiske bykerne. Vores hovedstad er i en rivende udvikling – trods krisen. Det betyder, at stadig flere mennesker flytter til byen, og at endnu flere pendler hertil for at arbejde.

København er for alvor blevet en metropol, hvilket er glædeligt og gavnligt. Men det betyder samtidig, at København allerede i dag er plaget af store trafikale problemer. Der er trængsel og kø på vejene. Konsekvensen er store omkostninger for samfundet – både i form af luftforurening og i form af tabte arbejdstimer. Det anslås, at borgere i hovedstadsområdet årligt spilder 100.000 timer på at sidde i kø svarende til 10 mia. kr. i tabt produktion.

Vi konservative støtter initiativer, der kan være med til at gøre København til et bedre sted at leve. Udbygningen af vejnettet i form af en havnetunnel øst om København har været debatteret i mange år. For os i konservative er det altafgørende, at den valgte løsning i mange år fremover kan sikre hovedstaden en velfungerende infrastruktur, og at det sker på en miljømæssigt og økonomisk bæredygtig måde. Trafikale løsninger kræver perspektiv og overblik. Vi skal hele tiden forbedre vores miljø og tænke på næste generations livskvalitet.

Flere forskellige løsningsmodeller for en havnetunnel er i spil. Det afgørende er, at vi får en østlig ringvej uden om byen enten som en tunnel på langs af havnen mellem city og Amager fra Nordhavn til motorvejsanlægget ved Sjællandsbroen eller som en tunnel på tværs af havnebassinet ved Nordhavn og derfra i en vejføring over Amager med tilslutning til motorvejen. I begge tilfælde forudsættes anlagt den aftalte vejforbindelse mellem Lyngbyvejen og Nordhavn.

Nu skal vi have udarbejdet et beslutningsgrundlag, så vi kan komme videre i sagen. I første omgang er det vigtigste dog, at der føres en nuanceret og grundig debat, før en politisk beslutning træffes. Anlægget af en havnetunnel vil nemlig – uanset hvilken model vi måtte vælge – være en bekostelig affære. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer os et grundigt og oplyst beslutningsgrundlag.

Meget taler for, at havnetunnellen bliver realiseret som et offentligt-privat-partnerskab, et såkaldt OPP. Det kan blandt andet gøre projektstyringen mere effektiv. En britisk undersøgelse fra 2003 viser, at 70 pct. af de offentlige anlægsprojekter uden OPP var forsinkede, mens det kun gjaldt 24 pct. af OPP-projekterne. I udlandet har man altså særdeles gode erfaringer med OPP, og vi mener, at Danmark har meget at vinde ved at øge anvendelsen af OPP.

Ud over OPP er vi af den opfattelse, at brugerbetaling skal være med til at finansiere havnetunnellen. Det er ret og rimeligt, at de, som benytter tunnellen, også bidrager til at betale for den. Endelig kan det være en mulighed, at EU vil støtte projektet, ligesom man har set i andre europæiske storbyer.

Vi ønsker, at projektet bliver sat i gang så hurtigt, som en nuanceret og grundig debat tillader. En havnetunnel vil være en fremtidssikret trafikløsning for København. Den vil betyde, at vores flotte og værdige hovedstad bliver mindre trafikeret og mere grøn. Det vil gavne såvel byens borgere og besøgende som borgere fra hele hovedstadsområdet, der færdes ind og ud af byen og ad ringforbindelserne vest om byen. Samtidig vil det gavne miljøet og økonomien.