www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Obama, Kastholm og Metroen

Offentligjort i Berlingske Tidende den 5. februar 2009

Af transportminister Lars Barfoed (K)

For læsernes forståelse vil jeg lige rette et par misforståelser i Claes Kastholm Hansens kommentar om Cityringen i Berlingske i lørdags. Kastholm advarer mod , at jeg agerer gummistempel for kommunerne.

Det forholder sig således, at Cityringen er blevet til i et samarbejde mellem regeringen og Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. De tre parter har i fællesskab udarbejdet ”Udredning om Cityringen” og har efterfølgende indgået en principaftale om Cityringen, som har dannet grundlag for den lovgivning om en Cityring, som alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten har stemt for. Af lovgivningen fremgår også hovedprincippet for anlæg og placering af stationer. Der er derfor på ingen måde tale om, at transportministeren agerer gummistempel for kommunerne.

Hvad angår størrelsen af de permanente åbninger i terræn for stationerne på den københavnske Metro er forskellen ikke nævneværdig forskellig, hvad enten der vælges den ene eller den anden anlægsmetode. Heller ikke omfanget af byggepladser bliver større, når der graves ud ovenfra – snarere tværtimod.

Med hensyn til påstanden om, at anlægget af typestationer vil medføre alvorlige bygningsskader på de gamle huse i det indre København, skal jeg blot henvise til, at den eksisterende metro også passerer områder i det indre København med pælefunderede huse, og det har ikke givet anledning til skader.

Der er ikke tale om en budgetoverskridelse på 200 pct., men alt i alt om en overskridelse på ca. 26 pct., som primært skyldes den forsinkelse af anlægsarbejdet på etape 1 og 2A, der opstod i 1997-98, og som førte til, at anlægsperioden måtte forlænges med 24 måneder. De efterfølgende etaper er gennemført til både tid og budget.

For Cityringen er der tale om et projekt, der er langt mere detaljeret beskrevet i loven, end det var tilfældet for Metroens etape 1-3, og som udnytter erfaringerne fra anlægget af metro under København, som netop er gennemført.

CKH foreholder mig præsident Obamas ord: ”De af os, der forvalter skatteborgernes penge, skal holdes ansvarlige for vore beslutninger – pengene skal bruges klogt, dårlige vaner skal bremses, og vores arbejde tåle dagens lys”.

Set i det citats lys, tror jeg, at det er nogle ganske kloge beslutninger, der er taget vedr. Cityringen.