www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Villys billige biobrøler

Offentligjort i Berlingske Tidende den 8. november 2009

Af transportminister Lars Barfoed og klima- og energiminister Connie Hedegaard

SF's slingrekurs på grøn transport skaber usikkerhed for både virksomheder og forbrugere. Regeringen har lavet en bred og ambitiøs transportpolitik, der både sikrer grøn vækst, grønne jobs og grøn transport.

Først ku’ SF ikke få biobrændstoffer nok, så ville de "slå bremserne i", som energiordfører Anne Grete Holmsgaard formulerede det i Børsen først på året. Og nu kan man så læse i torsdagens kronik i Berlingske Tidende, at SF igen vil have endnu flere biobrændstoffer. Direktør Steen Riisgaard fra Novozymes, der vel at mærke producerer biobrændstoffer, og SF's formand Villy Søvndal kritiserer regeringen for at være fodslæbende med biobrændstoffer og satse for ensidigt på elbiler.

Alle ved, at transportens CO2-udledning er en stor udfordring, som kræver en langsigtet og ambitiøs indsats. Derfor har regeringen indgået en bred aftale om grøn transport, der sikrer et markant løft i finansieringen af den kollektive transport. To ud af tre kroner går i årene fremover til kollektiv transport. Det er historisk højt.

Ligeledes har regeringen – sammen med bl.a. SF – vedtaget en lov, der sikrer tvungen iblanding af biobrændstof i benzin og diesel allerede fra næste år. Men det har Villy Søvndal måske glemt? Ærgerligt. For derved skaber vi netop det marked, de to skribenter efterspørger, og samtidig modbeviser det Søvndal og Riisgaards forkerte påstand om, at regeringen alene satser på elbiler.

Regeringen har tværtimod iværksat mange forskellige initiativer, der alle har det overordnede formål at reducere CO2-udledning uden tab af mobilitet. Der er store potentialer i udvikling af teknologier og knowhow i den grønne sektor, men Danmark bliver ikke foregangsland med Villy Søvndals slingrepolitik. Vi skal spænde over mange forskellige teknologier til fremme af en bæredygtig transport – både med hensyn til elbiler og biobrændsler.

Regeringen har ganske rigtigt taget mange initiativer med henblik på at fremme elbiler, blandt andet er elbilerne afgiftsfritaget frem til 2012, og der er iværksat en forsøgsordning for at få anvendt  elbiler i praksis. Men som nævnt har vi også understøttet udviklingen inden for biobrændstoffer. Ikke kun med loven om tvungen iblanding af bæredygtige biobrændstoffer, men med en lang række andre tiltag.

For det første blev der i transportforliget afsat 200 millioner kroner, som skal anvendes til forsøgs- og demonstrationsprojekter med bl.a. alternative drivmidler. Der er lagt op til forsøg og projekter med både el-biler, andengenerationsbiobrændstof, generel energioptimering samt optimerede transportstyringssystemer.

For det andet har regeringen afsat den særlige pulje på 200 mio. kr. i 2007-10 under Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) til udvikling og storskala demonstration af teknologi til produktion af andengenerationsbiobrændstoffer baseret på for eksempel halm. Det vil også komme de danske enzymproducenters forretning til gode! Når det første store anlæg til en investering på 400 mio. kr. indvies i Kalundborg den 18. november med et offentligt anlægstilskud på 90 mio. kr., er det et helt håndgribeligt vidnesbyrd om regeringens stærke engagement indenfor bæredygtige biobrændstoffer.

For det tredje har regeringen tidligere afsat 60 mio. kroner til forsøg med biodiesel. Disse forsøg har påvist, at der findes et markedspotentiale for dansk produceret biodiesel baseret på slagteriaffald og raps, som svarer til en CO2-fortrængning på ca. 3 procent. Det har også givet os væsentlige erfaringer om bilernes drift, udledning af skadelige stoffer og forsyning af markedet.

Og for det fjerde er der netop i globaliseringsmidlerne afsat henholdsvis 210 mio. kr. over de næste tre år til forskning i ny grøn teknologi samt 90 mio. kr. til forskning i grønne transportsystemer.

Regeringen har endvidere omlagt registreringsafgiften, så biler der kører langt på literen belønnes. Det er med til også at give de traditionelle teknologier et skub i den grønne retning. Vi har også afsat en række mindre puljer til nedbringelse af CO2-udledningen fra transportsektoren: 42 mio. kr. til en tilskudsordning for bedre aerodynamisk udstyr til lastbiler, 28 mio. kroner til fremme af energieffektiv køreteknik og 14 mio. til energimærkning af varebiler. 

Samlet set har regeringen taget en lang række målrettede tiltag, der fuldstændig modbeviser, at der skulle være tale om en enøjet satsning på elbiler. Det eneste kronikken slår fast, er SF's politiske slingrekurs - nu også inden for biobrændstoffer.