www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Den nye realisme

Hans Christian Schmidts grundlovstale på Ejer Bavnehøj.

5. juni 2010

Det talte ord gælder

”Et spøgelse går gennem Europa” – sådan lyder den berømte indledning til Marx og Engells kommunistiske manifest fra 1848.

Skulle man skrive et manifest i dag, så ville jeg foreslå en omskrivning til ”en ny realisme går gennem Europa”.

Vi kommer fra en tid, hvor vi blev vant til højkonjunktur. En tid, hvor vi trods ekstra milliardbevillinger til det offentlige hvert år måtte høre på politiske krav om at bruge flere penge. En tid, hvor vi i fuldt alvor diskuterede, om der skulle fladskærme i vores børnehaver. Indrømmet, regeringen gav år for år stadig flere penge til kommunerne og til sygehusene. Men vi sørgede for at holde os for ørerne, så de værste overbud blev overhørt. I stedet betalte vi milliarder af på vores gæld for at spare kommende generationer for store renteudgifter.

Men det er ikke populært at være ansvarlig under en højkonjunktur. At betale af på gæld sælger ikke billetter.

Først nu spirer en ny realisme. De gamle dyder som at ”betale enhver sit” og ”sætte tæring efter næring” vinder frem både i Danmark og resten af Europa.

Lige nu befinder vi os i en tid med efterveer fra finanskrisen. Vi så med egne øjne hvordan højkonjunktur blev til lavkonjunktur. Virksomhederne oplevede faldende efterspørgsel, aktierne faldt i værdi, arbejdsløsheden begyndte at stige, og pengene blev gemt under hovedpuden i stedet for at gå til håndværkerlønninger. Der var kort sagt risiko for en negativ spiral, der truede med at trække Danmark ned.

Så kom tiden med bankpakker og kautionspakker, så danske firmaer igen kunne låne og investere og dermed fastholde og skabe arbejdspladser.

Men især kom også tiden til et kriseberedskab i form af store offentlige investeringer, så vi kunne få gang i hjulene og bryde den negative cirkel. Danmark var godt rustet. Vi havde sørget for, at der var en opsparing at bruge af. Og det gjorde vi med åbne øjne. Aldrig nogen sinde i Danmarkshistorien har vi brugt så mange penge, som i de seneste år. Og det har virket. Danmark er i sammenligning med de fleste lande foreløbig sluppet langt billigere gennem krisen. Der ER menneskelige omkostninger, men de er langt mildere end frygtet. Det skal vi være stolte af.

Krisen er ikke slut, men noget tyder på, at vi er på vej ud af den. Derfor er det tid til at tage næste del af ansvaret på os, nemlig at betale regningen.

Vi ved alle sammen godt fra vores private økonomi, at når udgifter er større end indtægter, så går det ikke op. Det er ikke realistisk i det lange løb. En dag skal regningen betales. Rudekuverter forsvinder IKKE, fordi man lukker øjnene. Tværtimod. Samme princip gælder for statskassen, som for to år siden havde et overskud på 60 milliarder, men nu står til et underskud på 90 milliarder.

Et rammende eksempel er Grækenland, som over en årrække har lukket øjnene og levet for lånte penge - og dermed opbygget en enorm gæld. Det har sikkert været behageligt, så længe festen varede, men nu er festen afløst af store tømmermænd. Offentligt ansatte er gået drastisk ned i løn, pensionsalderen er på én gang sat 14 år op til 67, og udgiften til renter forbliver en enorm byrde for hver eneste græker og deres børn og børnebørn.

Europa har oplevet en græsk tragedie. Hvis Danmark retter op i tide, så kan vi undgå en dansk tragedie. Det er den realisme, der går gennem Danmark nu.

Et andet eksempel er England, hvor den nye premierminister David Cameron netop er blevet valgt på et løfte om at rydde op i økonomien. Og det bliver langt mere drastisk end i Danmark – og det gør det også i store dele af Sydeuropa.

Derfor er det ekstra bekymrende, når et fremtrædende medlem fra Socialdemokraterne, Pernille Rosenkrantz Theil, mener, at krisen i Grækenland skyldes, at de har brugt for FÅ offentlige midler? For vi ved jo alle sammen godt, at over tid skal penge tjenes, før de kan bruges.

DE TO LØSNINGSMODELLER
I Danmark har regeringen og Dansk Folkeparti netop fremlagt Genopretningspakken. Og to af oppositionens fire partier har netop fremlagt deres løsning.

Mange har i den forbindelse fremhævet, at kontrasterne nu er tydelige i dansk politik. At der nu tegner sig to helt forskellige alternativer. Jeg kunne ikke være mere enig. Lad os derfor se lidt på de to alternativer.

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil i korte træk bede danskerne om tre ting: arbejde en time mere om ugen, hæve skatten for erhvervslivet og indføre nye afgifter.

Jeg skal være den første til at anerkende, at hvis de to partier kunne indføre en lov om 38 timers arbejdsuge, så var en stor del af regningen betalt. Men problemet er, at de hverken stiller lovforslag eller krav. Det længste man strækker sig til er at opfordre arbejdsmarkedets parter til at mødes efter et valg. Dermed beror hele finansieringen på et lønligt håb om, hvad andre muligvis aftaler – vel at mærke i 2013 når den nuværende overenskomst udløber. Og noget tyder på, at det håb har endnu længere udsigter. I øjeblikket er der allerede i overenskomsten indbygget en mulighed for at arbejde mere. 300.000 offentligt ansatte i kommuner og regioner har haft mulighed for at udvide arbejdsugen mod overtidsbetaling, den såkaldte ”Plustid”. Kun 75 har benyttet sig af det.

Det kræver en gentagelse: 75 ud af 300.000! De skal godt nok arbejde en del over, for at pengene passer!

Kort sagt mener de fleste danske familier, at de har nok at gøre med at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Danmarks problemer kan ikke løses på 12 minutter. Det lyder smart, men det er FOR smart. Der er ikke brug for hurtige replikker og smarte slogans, der er brug for realisme.

Det andet element i planen er at finde 3 milliarder hos erhvervslivet. Partierne vil give erhvervslivet et siciliansk tilbud: Enten kan I vælge at betale 3 milliarder i skat, eller også kan I vælge at miste 3 milliarder i støtte. Forslaget kommer i en tid, hvor 200.000 private arbejdspladser er tabt under krisen. Og noget tyder på, at Kina og andre lande har overtaget dem permanent. Tiden er derfor ikke inde til yderligere byrder på danske arbejdspladser, snarere omvendt.

Jeg tror, at den nye realisme har lært os danskere at se mere nuanceret på erhvervslivet. De er ikke onde, kapitalistiske og pengepugende tyranner. Når vi har mærket krisen kradse, så kan vi bedre se erhvervslivet som grundlaget for lokale arbejdspladser. Og vi ved nu, at grundlaget for velfærd er velstand. Statsministeren sagde det klart i sin tale til Folketinget forleden: ”For den enes død er ikke den andens brød. Nej, den enes succes er den andens chance”.

Det tredje element i planen er højere skatter og afgifter. Lad mig fremhæve de to partiers løfte om vejafgifter. Forslaget går ud på, at man vil indføre en afgift på 35 øre for hver kilometer danskerne kører på vejene. Det hiver ca. 5 milliarder op af bilejernes lommer. Som Transportminister arbejder jeg for, at vi skal have stadig mere trafik over på det offentlige. Det er godt for miljøet og en effektiv måde at undgå, at folk spilder deres dyrebare tid på at sidde i kø på indfaldsvejene til vores store byer. Vi bør reducere biltrafikken i myldretiden dér, hvor der er toge, busser, metro mv. som alternativ. Så langt er vi enige. Men dette forslag betyder, at pendlere her fra Skanderborg skal betale ca. 11.000 kroner om året per bil for at pendle til trekantsområdet. Også selv om det offentlige ikke er udbygget nok i alle dele af landet til at opfylde en moderne families behov for at hente børn, købe ind og gå til fritidsaktiviteter. Bilen er ikke et luksusgode.

35 øre per kilometer rammer skævt, og det rammer hårdt. Det er en ren skatteskrue til at opkræve penge fra folk, som ikke har noget reelt alternativ. Så kald en spade for en spade..

Socialdemokraterne står alene med luftige løsninger og mangel på realisme. De minder mig om historien om den stolte lillebror, der overværer sin storebror marchere med garderne. Han spørger sin mor: Mor, hvorfor er storebror den eneste, der går i takt?

Siden regeringen har indført Genopretningspakken har Socialdemokraterne og socialistisk folkeparti lovet at tilbagerulle initiativer som dagpenge, børnecheck, kommunale overskridelser og faglige kontingenter for 28.000 kroner i SEKUNDET. Men hvor har de pengene fra?

Hvordan står det så til med vores egen plan? Ja, vi kan starte med at konstatere, at den ikke er populær. Vi kan også konstatere, at vi med sikkerhed sparer 24 milliarder på tre år, og at alle skal bidrage. Der er ingen smarte slogans, og den er ikke let at sælge. Enhver grønspættebog om politik kan fortælle, at det er farligt at genere borgerne i en tid, hvor der kun er lidt mere end et år til valg.

Hvorfor gør vi det så?

Fordi rudekuverter ikke forsvinder, fordi man lukker øjnene. Så simpelt er det. Vi gør det ikke, fordi det lyder smart, men fordi det er rigtigt.

3 hovedtræk fra vores plan er fastfrysning af skattegrænser, besparelser i ministerierne og dagpengereform.

Hovedparten af pengene finder vi ved at fastholde fradrag, satser og skattegrænser på kronebeløbet for i år. Det betyder oversat, at fradrag og skattegrænser ikke følger med lønnen opad de næste år. På den måde kommer alle til at bidrage.

For det andet skal jeg og mine ministerkolleger finde 6 milliarder i besparelser i ministerierne. Jeg tror, at den gode Claus Hjort Frederiksen i sit stille sind har tænkt, at hvis vi kan bede kommunerne om at høste stordriftsfordele, så må vi også selv smage mosten. Og det har han jo ret i. Jeg selv har valgt at lægge Færdsels- og Trafikstyrelsen sammen til én enhed, men der skal mere til.

Endelig er der den meget omtalte dagpengereform. Den betyder, at man fortsat har ret til dagpenge, og at man fortsat får samme ydelse, men at man nu maksimalt kan få dagpenge i 2 år i stedet for 4 år. Dette er ikke noget nyt forslag. Vi har før villet gennemføre det, men kunne ikke samle et flertal.

Hvad mange har glemt er, at Socialdemokraterne også selv har foreslået at sætte dagpengeperioden ned til omkring 2 år (2,5 år). Det har socialdemokraterne belejligt nok også selv glemt, men de har jo også meget travlt med deres valgkamp allerede.

Vi gennemfører en dagpengereform, fordi vi mener, at det er sund fornuft. 2 år er nok til at fungere som effektivt sikkerhedsnet. 2 år er tid nok til at søge arbejde. 2 år er rettidig omhu. Fordi den arbejdsløshed, vi taler om i dag, om få år bliver afløst af mangel på arbejdskraft. En stor generation forlader arbejdsmarkedet, og en lille kommer ind. Så der bliver brug for alle hænder, ikke mindst til vores ældre. Samfundet har ganske enkelt ikke råd til, at nogen går ledige i 4 år.

DE TO STATSMINISTERKANDIDATER
Så ja, planerne er forskellige. Jeg tror ikke mindst, at det skyldes forskellen mellem vores statsminister Lars Løkke Rasmussen og statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt.

Lars Løkke Rasmussen er politisk skolet hele sit liv. Han kender den offentlige sektor forfra og bagfra. De første budgetter, som han havde ansvaret for, var i Græsted kommune, de næste som sygehusansvarlig amtsborgmester i Frederiksborg Amt. Så kom 6 år som sygehusenes og kommunernes minister, hvor han blandt andet stod fadder til kommunalreformen. Herefter blev Lars Løkke Rasmussen finansminister under krisen, hvor han sad for bordenden under forhandlingerne om krisepakkerne.

Statsministeren og jeg blev begge valgt ind for 15 år siden. Jeg husker tydeligt hvordan vi sammen drømte om at få et ordførerskab. En dag kom det: Parkeringskælder-ordfører. Endelig tænkte jeg, men forsidestof blev det nu aldrig. Siden har vi stået i politisk svendelære i over 15 år på Christiansborg. Sejre, nederlag, tæsk og læsestof sætter sig som erfaring, der ikke kan læres på nogen skole.

I dag er Lars Løkke Rasmussen statsminister og har stor del i æren for, at Danmark er kommet bedre gennem krisen end de fleste andre lande. Han kender med andre ord det økonomiske maskinrum i Danmark. Derfor kan vi stole på, at med Genopretningsplanen bliver regningen betalt til tiden.

Historien om Helle Thorning-Schmidt er kort: Hun har erfaring fra Europa-Parlamentet. Punktum. Hun har aldrig haft ansvaret for et budget i Danmark. Årene i opposition er en fribillet til at servere luftige planer, som aldrig bliver udsat for virkelighedens revision. Man kan se det på de fodfejl, hun begår. Som dengang hvor hun bad de Radikale om at tage hensyn til hende eller for nylig, hvor hun bad erhvervslivet sige pænt tak for hendes plan. Jeg kan oplyse, at den post, hun søger, ikke er en post, hvor man skal forvente den store hyldest over sin indsats. Indflydelse er noget man tager og man må leve med konstant at være udsat for kritik.

Der er erfaringen til forskel. Har man nogen sinde hørt om patienter, der ønsker den mindst erfarne kirurg? På samme måde tror jeg, at danskerne foretrækker en erfaren statsminister til at føre os helt ud af krisen.

HVAD SÅ NU
Genopretningen af Danmarks økonomi er den største politiske udfordring lige nu.

Men jeg vil også gerne benytte denne grundlovsdag i Skanderborg til at kritisere mig selv. Og politikere generelt.

Jeg tænker her på den forskel, der er imellem de krav, som det offentlige stiller til jer og de krav, som I får opfyldt af det offentlige.

Som transportminister er jeg øverste chef for forvaltningen i Transportministeriet. Og dermed ansvarlig for sagsbehandlingen.

Vi har i Danmark et retssamfund. Det betyder, at når det offentlige udstikker regler til os, så står det præcist beskrevet, hvad man forventer og hvornår. For eksempel hvornår du senest skal indberette skat, hvornår du senest kan søge om børnehaveplads og kørestol og så videre. Fejl og forsinkelser vogter man nidkært over.

Straffen er ”om bag i køen” eller ”rykkergebyr”.

Hvordan står det så til med den behandling, som vi politikere selv har ansvaret for overfor borgerne? Svaret er, at det ikke altid er lige kønt.

Jeg skal give jer et eksempel. For nylig kom det mig for øre, at min egen styrelse har været 3 år om at behandle en ansøgning om at køre på Segway. En Segway er det motordrevne løbehjul, som I måske kender fra Danfoss Universe. TRE ÅR!?!

Forklaringen var, at man var i tvivl om hvorvidt det skulle klassificeres som en cykel eller en knallert. Tænk hvordan det må føles, når man som iværksætter har investeret i Segways, men ikke kan sælge en køretur? Hvordan kan vi politikere tillade os den dobbeltmoral? Vi kunne have snakket længe om den sag, men i stedet gjorde jeg det lovligt mandagen efter. Nu er mit problem så, at jeg ikke ved om jeg skal grine eller græde over det eksempel. For hvad ligger der af øvrige sager, som jeg ikke kender til?

Som en gammel Venstrehøvding engang sagde, så skal vi ikke finde os i, at det offentlige svarer, at ”hvis du vil have et hurtigt svar, så kan du få et afslag”. Vi skal huske, at det offentlige er til for os, ikke omvendt. Borgerne skal have svar, som de kan bruge til noget. Og svarene skal leveres i mindst lige så god tid, som det offentlige kræver af jer. Det er mit ansvar. Og det er øvrige politikeres ansvar. Jeg vil ærligt sige til jer i dag, at vi absolut ikke er i mål.

Derfor vil jeg nu oprette en funktion på min hjemmeside, der hedder ”væk med bøvlet Hans”, hvor I lyttere kan skrive ind til mig, hvis I opdager bøvlede og tåbelige sager.

Måske er det små sager for mange, men det er store sager for den enkelte.

Præcis det, tror jeg var meningen med Grundloven i 1849. At de folkevalgte skal repræsentere borgerne. De skal lytte til borgernes behov og problemer. Og de skal sørge for at love og regler er rette og rimelige, især når borgeren bliver klemt af systemet. Politikere skal ikke være herremænd, men gentlemen.

Jeg håber fortsat, at I vil skrive til mig.

Lad mig slutte som jeg begyndte med et citat fra det kommunistiske manifest. Dens berømte afslutning lyder: ”Proletarer i alle lande foren jer!” – skulle jeg foreslå en let omskrivning til i dag, så ville jeg foreslå: ”økonomiske realister foren jer”.

Der er lang tid til et valg, men det bliver vigtigt.

TAK