www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Økonomisk ansvarlighed som varemærke

Offentligjort i Frederiksborg Amts Avis den 25. januar 2010

Af transportminister Lars Barfoed (K)

Danmark er et verdens rigeste lande med gode muligheder for dem, der kan og vil, og et stærkt socialt sikkerhedsnet under dem, som har brug for en hjælpende hånd. Men Danmark er også et samfund baseret på verdens højeste skattetryk og et offentligt system, som rundhåndet giver økonomiske ydelser til borgerne, uanset om der eksisterer et reelt behov eller ej. Efterløn og børnecheck er blot to eksempler på overførsler fra samfundet, hvor borgernes økonomiske formåen og evne til at klare sig selv ikke længere spiller nogen rolle.

Groft sagt har vi skabt et samfund, hvor hårdtarbejdende lønmodtagere betaler en tårnhøj skat, for at man som 60-årig kan kvitte jobbet og gå på efterløn, uanset om man er nedslidt eller ej. Og hvis de samtidig er forældre til børn under 18 år, sender vi også en check hvert kvartal for den præstation. Men var det virkelig det vi ville med velfærdssamfundet?

Desværre går udviklingen nogle steder den forkerte vej. Det er eksempelvis blevet endnu mere populært at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Ifølge nye tal fra EU-kommissionen er tilbagetrækningsalderen i Danmark faldet med ét år fra 2001 til 2007. Vi er i øvrigt det eneste land i Europa, hvor tilbagetrækningsalderen er faldet i den periode, påpeger tænketanken Cepos i en ny analyse. Set i lyset af, at vi bliver flere ældre og færre unge, er en faldende tilbagetrækningsalder overhovedet ikke holdbar på lang sigt.

De mange former for offentlige overførsler til borgerne vil på sigt skabe ubalance i de offentlige finanser. Derfor mener jeg, at vi må skabe et samfund, hvor langt flere borgere kan klare sig selv uden nogen form for offentlige overførselsindkomster. Det handler om at sikre en sund offentlig økonomi, men det er også udtryk for en helt grundlæggende konservativ værdi, at staten skal koncentrere kræfterne om de svageste i samfundet og ikke bruge ressourcer på alle dem, som i bund og grund godt kan tage vare om sit eget liv.

Det har vakt en del debat, at vi Konservative har peget på behovet for strukturelle reformer, der skal sikre vækst og velfærd i fremtiden. Vi er blevet beskyldt for alt muligt af oppositionen. Men en gang i mellem er man altså nødt til at forholde sig til de økonomiske realiteter. Og lad mig slå fast med det samme: Økonomisk ansvarlighed er de Konservatives varemærke.

Det Konservative Folkeparti vil ikke bare passivt se til, at samfundet lever over evne. Det gør vi nu – både på kort og lang sigt – og det må vi rette op på. Finanskrisen har vendt statskassen på hovedet, og vi er på et år gået fra overskud på cirka 50 milliarder kroner til underskud i størrelsesordenen små 100 milliarder kroner. En forandring i den offentlige økonomi på cirka 150 milliarder kroner på kun et enkelt år. Det har der været gode grunde til for at stimulere den økonomiske aktivitet og dermed beskæftigelsen. Men efterhånden som økonomien vender, skal vi naturligvis bringe orden i regnskabet.

Derfor er der brug for at bringe balance i statskassen. Det vil regeringen fremlægge en plan for inden længe. Man kan kalde det hestekur, smalhals, tæring efter næring osv. Sagen er, at vi skal have bragt orden i statens husholdningskasse, og det kommer til at ske de næste par år.

En ting er sikkert, der er i hvert fald ikke plads til at udskrive ekstraregninger på statens vegne. Derfor er det også fuldstændigt uansvarligt, at oppositionen fortsat turnerer landet rundt med et forslag om at bruge yderligere 36 milliarder kroner de næste to år. Men forslaget fra oppositionen illustrerer meget godt, hvorfor det er vigtigt, at Socialdemokratiet og SF ikke har ansvaret for den økonomiske politik i Danmark. Det ville for alvor bringe dansk økonomi ud på dybt vand og sætte borgernes økonomiske tryghed på spil.

De langsigtede udfordringer for landets økonomi er sådan set lige så store som de kortsigtede. Og de forsvinder ikke, selv om oppositionen af taktiske årsager har lagt sig i hængekøjen og ikke vil diskutere behovet for strukturelle reformer. Men det skal naturligvis ikke afholde os andre for at påpege landets udfordringer med den langsigtede økonomiske holdbarhed, og jeg tror godt, at vælgerne kan gennemskue oppositionens valgtaktiske uansvarlighed i denne sag.

Debatten om de strukturelle reformer og indretningen af velfærdssamfundet er alt for vigtig til, at den blot kan skydes til hjørnespark med henvisning til gamle aftaler. Selvfølgelig står vi konservative ved de aftaler, vi har indgået med de andre partier i Folketinget. Men det er efter min mening en misforståelse, hvis vi så af den grund ikke skulle kunne tale om den langsigtede udvikling, og i hvilken retning vi gerne ser samfundet bevæge sig hen. Det er ikke anderledes, end at vi konservative også ønsker regionerne afskaffet, selv om vi står bag kommunalreformen, eller at vi ønsker, at ingen skal betale mere end halvdelen i skat af den sidst tjente krone, selv om vi står bag den fuldt finansierede skatteaftale, der lettede skatten på arbejde mod at hæve afgiften på forurening og energiforbrug.

Økonomisk ansvarlighed hos politikerne er nødvendig for at sikre økonomisk tryghed for borgerne. Og for Det Konservative Folkeparti er orden i statens pengesager en mærkesag, hvor borgerne trygt kan regne med os – både på kort og lang sigt.