www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Billigere kollektiv transport til aktive unge

af transportminister Hans Chr. Schmidt

Offentligjort i Kalundborg Folkeblad den 30. april 2011

 For 300 kroner om måneden kan alle unge, der er indskrevet på en ungdomsuddannelse fra 1. august frit bruge den kollektive trafik i deres hjemegn så meget de lyster - også i weekenden og til fritidsaktiviteter. Og rejser du uden for dit takstområde (svarer ca. til de gamle amter), så er al kollektiv trafik til halv pris. Det er resultatet af en ny aftale mellem regeringen og partierne bag transportaftalen.

Forsøget skal løbe i 2 år og pengene har vi fundet i allerede afsatte puljer. Forsøget skal forhåbentlig munde ud i, at vi får skabt gode vaner for de unge mennesker til at bruge bussen, toget, metroen, lokalbanen mv., så de også som voksne vil benytte den kollektive trafik til gavn for mindre kø på vejene og miljøet. Det er helt bevidst, at vi har fokuseret på unge, der tager en ungdomsuddannelse. Dette er klasssik noget for noget, idet de unge selv skal gøre en indsats ved at uddanne sig, hvis man skal have del i den billige ordning. Til gengæld kan de unge selv bestemme, hvad de ønsker at dygtiggøre sig i, for ungdomsuddannelser er et vidt begreb, der dækker over alt fra gymasiet til produktionsskoler til handelsskolen osv.

Ordningen har et par gråzoner, som vi har fundet en løsning på. Hvis du for eksempel bor i en takstzone, men uddanner dig i en anden, så kan de unge også bruge kortet til og fra skole, men ikke videre rundt i zonen. Kortet vil nok erstatte det gamle ungdomskort, som var dyrere og havde færre udnyttelsesmuligheder. Hvis forsøget bliver populært og brugen af den kollektive trafik stiger, så skal vi diskutere om ordningen skal gøres permament.