www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Aarhus er central for elektrificering af jernbanen

Der er afsat 1,2 mia. kr. til indkøb af 15 splinternye eltog.

Offentligjort i JP Aarhus den 26. august 2012

Af HENRIK DAM KRISTENSEN transportminister (S)

Ingen, der har fulgt mit første år som transportminister , kan være i tvivl om, at elektrificering af jernbanen er en af mine klare hovedprioriteter.

Det er også mit udgangspunkt, når jeg mandag deltager i stormøde om elektrificering på Aarhus Rådhus.
Lokaliteten er ikke tilfældigt valgt, for Aarhus har en central geografisk placering i regeringens plan for elektrificeringen af togdrift i Danmark.

Men lad mig starte med at give tre grunde til, at jeg er så optaget af at få elektrificeret jernbanen: 

  • Elektrificering giver en mere stabil togdrift, færre forsinkelser og bedre service til passagererne.
  • Elektrificering er med til, at vi på sigt kan gøre jernbanen uafhængig af fossile brændstoffer.
  • Elektrificering er en god forretning for samfundet.

Min hovedprioritet
Jeg kunne fortsætte listen over fordele, men alene det, at det gavner både passagererne, miljøet og samfundsøkonomien er nok til, at jeg har elektrificering som en hovedprioritet.

Derfor har regeringen og forligspartierne allerede taget en række vigtige skridt for el-tog i Danmark.

I februar indgik vi en bred politisk aftale om at elektrificere mellem Esbjerg-Lunderskov.

Et projekt til 1,2 mia. kr., som gør det muligt at køre med el fra København til Esbjerg og mod Padborg og Flensborg. Der vil blive elektrificeret mellem Ringsted og Rødby i forbindelse med Femern forbindelsen, og den nye jernbane mellem København og Ringsted vil være klar til eldrift.

15 nye eltog
Vi har også afsat 1,2 mia. kr. til indkøb af 15 splinternye eltog.

Det, synes jeg, er en ambitiøs indsats, som står i skarp kontrast til de foregående årtiers manglende fokus på elektrificering.
Men man kan med rette spørge, hvorfor man, ikke også straks går i gang at elektrificere resten af hovedbanenettet - f. eks. fra Fredericia over Aarhus til Aalborg? Jeg har selv stillet spørgsmålet flere gange. Svaret er både enkelt og kompliceret.

Til gavn for jernbanen
For ja, man kunne godt gå i gang med det samme. Problemet er bare, at det vil blive op mod 25 pct.
dyrere, end hvis man venter til udskiftningen af de gamle signaler på jernbanen er færdig.

Det er også et projekt der vil gavne jernbanen markant, men det gør det altså teknisk komplekst og meget dyrt, hvis man skal elektrificere samtidig. Det vil jeg ikke kaste mig ud i.

Men vi er i fuld gang med de forberedelser, der skal til, for at man hurtigt kan gå i gang med at elektrificere, når det er økonomisk og teknisk fordelagtigt.

Vi undersøger bl. a. hvad det vil koste elektrificere fra Fredericia-Aarhus og Aarhus-Aalborg.

På Sjælland kigger vi på jernbanen mellem Køge-Næstved og Roskilde-Kalundborg.

Vi har speedet processen op, så vi allerede til vinter har anlægsoverslagene.

Herefter vil jeg som det første tage de politiske drøftelser om udrulning og finansiering.

Jeg vil gøre, hvad der står i min magt for, at vi i 2021, hvor udskiftningen af signaler er færdig, kan køre med eltog mellem Danmarks 10 største byer.

Det kræver politisk vilje og økonomisk ansvarlighed, og det er jeg sikker på, at jeg også møder på dagens stormøde i Aarhus.

Jeg vil gøre, hvad der står i min magt for, at vi i 2021, hvor udskiftningen af signaler er færdig, kan køre med eltog mellem Danmarks 10 største byer.