www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Fælles handling

Af Henrik Dam Kristensen, transportminister (S) og Martin Lidegaard, klima-, energi-og bygningsminister (R)


Offentligjort i Nordjyske Stiftstidende den 8. oktober 2012

GRØN OMSTILLING: Det er dejligt, at vi i disse tider så ofte skal rose grønne udspil fra erhvervsorganisationer.

Derfor vil vi gerne takke DI og branchen for deres nye udspil, der indeholder 12 konstruktive anbefalinger for et grønnere transportsystem.

Transportsektoren står for ca. 20 pct. af CO2-udledningen og er meget afhængig af fossile brændstoffer.

Så en grøn omstilling er nødvendig. Som ministre for klima og transport ser vi det som en fælles hovedprioritet at skabe en grøn omstilling, der understøtter udvikling og vækst. Vi har det sidste år skabt markante forbedringer af den kollektive transport, og vi forventer en stor stigning i transport på jernbane de kommende år.

Det er lykkedes at komme igennem med at få elektrificeret jernbanen fra Lunderskov til Esbjerg, og vi har sat 1,2 mia. kr. af til 15 nye eltog, som danskerne om få år vil kunne stige ind i. Det er ambitionen, at danskerne kan køre med el-tog mellem Danmarks ti største byer i 2021.

Vi har også afsat 70 mio. kr., der over de kommende tre år skal anvendes til støtte for infrastruktur til el-, gasog brintbiler samt gas i tung transport. Vi vil gerne have flere til køre i elbil, men den er stadig for dyr i indkøb.

Derfor har vi forlænget afgiftsfritagelsen for elbiler og brintbiler frem til 2015. Vi har også sat midler af til forsøg med alternative drivmidler, og vi vil lave en omlægning af afgiftssystemet, der gør det endnu mere attraktivt at købe en energivenlig bil. Næste skridt er en en ambitiøs klimaplan, som regeringen netop nu arbejder på. Men vi kan godt afsløre, at planen vil kræve en indsats fra alle parter, så omstillingen også drives af efterspørgsel og midler fra forbrugere og virksomheder.

Det ser vi heldigvis en stigende erkendelse af, eksempelvis ved at DI og branchen har taget udfordringen op.

Det vil vi gerne kvittere for og tage med i arbejdet for en grøn omstilling, der skaber vækst og udvikling.