www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Femern Bælt-forbindelsen - en gevinst for Lolland-Falster og Danmark

Offentligjort i Lolland-Falsters Folketidende den 22. februar 2012

Af transportminister Henrik Dam Kristensen
Transportministeriet
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K

 
Den 20. januar 2012 drøftede jeg Femern Bælt-forbindelsen og de kommende muligheder og udfordringer med Femern Bælt Forum.

Femern Bælt-forbindelsen skaber trafikale forbedringer og vil bidrage til at skabe vækst og forbedre jobmulighederne i regionen.

Den faste forbindelse vil lukke et hul i infrastrukturen mellem Skandinavien og kontinentet. Sammen med de udbyggede landanlæg vil forbindelsen styrke den internationale transportkorridor mellem Øresundsregionen og Hamborg. Det vil give Lolland-Falster en mere central placering på landkortet.

Femern Bælt-forbindelsen vil også give de rejsende større fleksibilitet og spare tid og omvejskørsel. For dem, der i dag bruger færgeforbindelsen mellem Rødby og Puttgarden, vil der kunne spares over en times rejsetid mellem København og Hamborg.

Udbygningen og elektrificeringen af jernbanen mellem Rødby og Ringsted giver samtidig mulighed for at forbedre pendlertrafikken mellem Lolland-Falster, Sjælland og Hovedstadsområdet. Dermed kan Lolland-Falster blive et mere attraktivt område at bosætte sig i.

En Femern Bælt-region en faste forbindelse over Femern Bælt skaber de fysiske rammer for at styrke udviklingen på Lolland-Falster og Sydsjælland.

Men for at få fuldt udbytte af forbindelsen er der behov for at sikre gode og nære relationer på tværs af Femern Bælt for virksomheder, lokale og regionale myndigheder samt uddannelses-og kulturinstitutioner.

Det forudsætter en velfungerende Femern Bælt-region, hvor der kan ske udveksling af arbejdskraft, kultur og viden, som vi kender det fra Øresundsregionen.

Derfor er det glædeligt, at der på lokalt og regionalt plan gøres en stor indsats for at skabe en integration på tværs af Femern Bælt. Det gælder erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og kulturområdet.

Femern Belt Development har eksempelvis med projektet " Klar til Femern Bælt" ydet et særdeles godt stykke arbejde for at forberede de lokale virksomheder til de mange arbejdsopgaver, der venter forude.

Det kan både dreje sig om udbud af entrepriser relateret direkte til byggeriet af den faste forbindelse eller arbejdsopgaver, der indirekte relaterer sig til Femern Bæltforbindelsen.

Status for arbejdet med den faste forbindelse Femern A/ S har nu været i gang med projekteringsarbejdet for Femern Bæltforbindelsen i snart tre år. På bl. a. miljøområdet er man nået langt. Miljøredegørelsen for kyst til kystprojektet forventes klar i år og vil herefter blive sendt i offentlig høring.

I juni sidste år var det en enig forligskreds, der tilsluttede sig Femern A/ S' indstilling om at placere produktionsanlægget til fabrikation af tunnelelementer i Rødbyhavn.

Det giver en rigtig god mulighed for at skabe ekstra beskæftigelse på Lolland-Falster og Sjælland i forbindelse med anlægget af den faste forbindelse.

Produktionen af tunnelelementer forventes at skabe beskæftigelse til i gennemsnit omkring 2.000 personer om året i den 6 år lange byggeperiode.

Derudover vil der være behov for i gennemsnit yderligere ca. 1.500 personer om året til at bygge forbindelsen.
Størstedelen af dette arbejde vil skulle ske i umiddelbar tilknytning til linjeføringen på Lolland og Femern.

Netop derfor et det så vigtigt, at der på lokalt og regionalt plan udføres et kompetent og professionelt arbejde med at forberede virksomheder og arbejdstagere til projektets anlægsfase.

I forligskredsen bag aftale om En grøn transportpolitik har vi også igangsat en tilbundsgående undersøgelse af Storstrømsbroens fremtid. Undersøgelsen forventes færdig inden sommerferien.

Jeg tror ikke, at man på forhånd skal lægge sig fast på, hvad den optimale løsning vil være. Men det er klart, at vi skal have en samfundsmæssig fornuftig løsning, der sikrer en ordentlig og effektiv togdrift over Storstrømsbroen både på kort og lidt længere sigt. Det ser jeg frem til at drøfte i forligskredsen, når vi har det endelige undersøgelsesresultat.

Femern Bælt-forbindelsen giver nye muligheder for borgere og erhvervsliv på Lolland-Falster og Sydsjælland.

Hvis man udnytter potentialet i den nye geografi, som vil opstå, når Lolland bliver landfast med Tyskland, vil den faste forbindelse over Femern Bælt give muligheder for nye arbejdspladser og fremgang til Lolland-Falster og Sydsjælland.
Det skal vi alle medvirke til at sikre går i opfyldelse.

Jeg vil i hvert fald gøre, hvad jeg kan.