www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Hvert år er der penge til bedre trafik

Af HENRIK DAM KRISTENSEN, TRANSPORTMINISTER (S)

Offentligjort i Politiken den 16. juni 2012

DET GODE ER det bedste værstes fjende.

Sådan hedder det i et gammelt ordsprog, som vel nærmest kan oversættes til, at man ved at fokusere på, at noget kan blive endnu bedre, hindres i at være tilfreds med noget, som faktisk er godt.

Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste Per Michael Jespersens ( PMJ) kritik af det netop indgåede trafikforlig om fordeling af over tre milliarder kroner til bedre og billigere kollektiv trafik.

Hermed et par kommentarer til PMJ: For det første er det forkert, når PMJ påstår, at en betalingsring ville overføre 2 milliarder kroner til offentlig transport i hovedstaden.

For det andet er der markante nedsættelser af taksterne i den kollektive trafik.

Alene det nye Ungdomskort vil gøre det langt billigere for alle unge mellem 16 og 19 år og alle unge på en videregående uddannelse at bruge den kollektive trafik.

For det tredje nedsættes taksterne i den kollektive trafik med 20 procent uden for myldretiden.

DERUDOVER ER der i trafikforliget sat turbo på hele elektrificeringen af det danske jernbanet. Den nye regering har siden sin tiltrædelse for otte måneder siden målrettet satset på modernisering og elektri-ficering af den danske jernbane: Der er indgået forlig om elektrificering af banen mellem Lunderskov og Esbjerg, så hele strækningen fra København til Esbjerg bliver kørt med eltog fra 2015.

Vi indkøber nu 15 nye eltogsæt, som danskerne kommer med til at udvælge, i og med at vi indkøber 2-3 forskellige togsæt, hvor passagererne komme til at vurdere og udvælge det næste velafprøvede danske nationaltog.

Der er truffet beslutning om at etablere letbaner i både Odense og Aalborg. I Aarhus har vi allerede vedtaget loven om en ny letbane, som også binder Odder-og Grenaa-banen sammen. Og endelig er der fokus på at fremme cyklismen, og der er afsat omkring 190 millioner til at med-finansiere supercykelstier i større byer.

Måske ikke godt nok. Men jeg er nu meget godt tilfreds. Og det slutter jo ikke her. Vi har hvert eneste år penge til bedre og billigere kollektiv trafik.