www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Klogere af trafikdage

Af Henrik Dam Kristensen transportminister ( S), Frederiksholms Kanal 27 F, 1220 København K

Offentligjort i Nordjyske Stiftstidende den 26. august 2012

FORBINDELSE: Jeg står mandag ansigt til ansigt med 300 af landets skarpeste trafikhjerner, når jeg taler ved Trafikdage i Aalborg, som er to dages ekspertkonference på Aalborg U niversitet.

Og jeg må erkende, at selv med næsten et års erfaring som transportminister , er jeg her i overhængende fare for at møde mange, der er klogere på transport end jeg selv er.

Men når jeg ikke lader mig skræmme, men faktisk ser frem til konferencen, er det fordi jeg mener, at det faglige grundlag er helt afgørende, når vi politikere skal tage beslutninger om infrastruktur, der rækker 10-20-50 år frem i tiden og berører tusinder af menneskers hverdag.

Blandt de emner, eksperterne tager op på trafikdagene, er den såkaldte Landstrafikmodel, som der arbejdes på at færdiggøre. Det er et redskab, jeg har store forventninger til.

Modellen svarer groft sagt til en regnemaskine, der kan rumme hele Danmarks trafikstrømme og bl. a. give svar på, hvordan ny infrastruktur vil påvirke trafikken og folks trafikale vaner.

Modellen vil også give nye muligheder for at se projekters indvirkning på miljøet og potentialet for at overflytte biltrafik til kollektiv transport.

Lad os tage et eksempel som Kattegatbroen.

Det er et projekt af hidtil usete dimensioner i Danmark.

Faktisk svarer projektets størrelse nogenlunde til en Storebæltsbro, en Øresundsbro og en Femernforbindelse lagt sammen.

Derudover mangler vi en masse viden om projektets trafikale implikationer og ikke mindst, hvordan det vil kunne finansieres.

Men når jeg tager emnet op, så er det, fordi landstrafikmodellen vil kunne give nogle meget spændende svar omkring de trafikale effekter af en Kattegatbro.

Modellen giver mulighed for at simulere en situation for trafikken i Danmark, hvor broen er bygget, så man kan blive klogere på, hvilke trafikale effekter den har.

Blandt de spørgsmål, jeg ser frem til at få svar på, er f. eks., hvordan den vil påvirke trafikken over Storebælt, og hvor mange man kan forvente, der vil køre over broen.

Det er en mulighed, jeg selvfølgelig vil benytte mig af.

For selvom vi for tiden kæmper med at finde midler til de mest akutte trafikale udfordringer i Danmark, så er de langsigtede visioner for infrastrukturen også vigtige.

Og her er det afgørende, at vi går i en retning, som er fagligt og økonomisk forsvarlig.

Det vil modellen hjælpe til, ligesom den også vil yde et væsentlig bidrag til de strategiske analyser af udviklingen af infrastrukturen i Danmark, som jeg i efteråret 2013 fremlægger for forligskredsen bag En grøn transportpolitik.

Landstrafikmodellen er kun et af en lang række emner på konferencen i Aalborg, som rammer lige ned i den aktuelle trafikpolitiske dagsorden. Så jeg ser frem til denne mulighed for først at fremmest at møde de meget engagerede mennesker på Trafikdagene og forhåbentlig gå derfra klogere, end da jeg kom.