www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Transportsektoren er vigtig for økonomien

Af Henrik Dam Kristensen ( S), Grindsted transportminister

Offentligjort i Flensborg Avis den 21. marts 2012

Transportsektoren er en hjørnesten i den europæiske økonomi.

Den skaber ti procent af EUs velstand målt i bruttonationaprodukt og tegner sig for mere end ti millioner arbejdspladser i EU. Transportsektoren har således en kæmpe andel i vækst og udvikling i Europa, og det gør fokus på mobilitet yderst vigtig i europæisk sammenhæng.

I dag tager vi efterhånden den fri bevægelighed af varer og personer i EU for givet, da vi er blevet vant til stor mobilitet på tværs af grænser i Europa.

For virksomhederne i Europa betyder let adgang til de andre medlemslande bedre markedsbetingelser, handelen bliver mere gnidningsfri, og varerne kommer lettere fra A til B. Det øger indtjeningen i virksomhederne og giver forbrugerne et større udvalg af varer på hylderne til lavere priser.

Herudover betyder mobilitet utrolig meget for Europas borgere, fordi den giver det enkelte menneske mulighed for at opfylde sine ønsker og behov på tværs af grænser. Man kan arbejde langt fra hjemmet, og man kan nemt holde sommerferie uden for landets grænser.

Dansk transportpolitik præges i dag i vidt omfang af udviklingen på europæisk plan.

EU har gennem en længere årrække arbejdet for, at det skal være billigere, hurtigere og mere effektivt at transportere passagerer og varer i Europa.

De nationale markeder er gradvist blevet åbnet, og fysiske og tekniske hindringer fjernes løbende.

Derfor giver det også god mening, at visse beslutninger på transportområdet tages i fællesskab.

De fleste transportformer er i dag grænseoverskridende, og det betyder, at lovgivningen i de enkelte lande ikke altid er tilstrækkelig til at løse de udfordringer, landene hver især står overfor. Fælles lovgivning har betydet, at transport gennem Europa er blevet meget mere enkel og smidig til glæde for både borgere og erhvervsliv samt til gavn for hele Det Indre Marked.

Fælles EU-regler har endvidere betydet, at der er mere gennemskuelighed end 27 forskellige nationale regler. Det gør det nemmere for erhvervslivet at operere i hele EU. Herudover giver det danske og de øvrige europæiske borgere tryghed at vide, at reglerne er ens, uanset i hvilket EU-land man befinder sig i.

Det er derfor vigtigt, at vi hele tiden er opmærksom på udfordringer for mobiliteten og sørger for at forenkle og modernisere reglerne for transport i Europa. Danmark har en vigtig rolle i de kommende måneder, når vi som EU-formandskab har en række transportsager, som vi vil søge at skabe fremskridt på. Det gælder i lufthavne. Det gælder på jernbaneområdet. Det gælder satellit navigation, og det gælder støtte til grænseoverskridende infrastruktur.

Jeg skal i næste uge mødes med mine europæiske ministerkolleger til transportrådsmøde, også skal vi blandt andet drøfte groundhandling i lufthavne og det transporteuropæiske netværk ( TEN-T).