www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Ulovlig lastbilkørsel i Danmark

Synspunkt af Henrik Dam Kristensen, transportminister (S)

Offentligjort i Skive Folkeblad den 20. november 2012

Med aftalen om finanslov for 2013 intensiverer regeringen indsatsen mod social dumping i Danmark - blandt andet i lastbilbranchen.

Der fokuseres på udenlandske vognmænd, der bryder EU's regler for, hvor mange ture de må køre i Danmark, når de er i landet på en international tur.

Mange har efterhånden set de foruroligende billeder af udenlandske lastbilchauffører, der kører i Danmark under helt urimelige løn-og arbejdsvilkår.

Det presser en i forvejen trængt branche og koster danske arbejdspladser.

Man kan ikke undgå, at der er kyniske mennesker, som lader chauffører arbejde i Danmark under alt for ringe vilkår, men der er regler på området, og de skal følges.

Hvis reglerne om udenlandsk lastbilkørsel i Danmark, de såkaldte cabotageregler, omgås, så mødes danske vognmænd af helt unfair konkurrence. Det er uacceptabelt og regeringen vil sætte ind mod snyderiet.

Med aftale om finansloven for 2013 og regeringens nyligt offentliggjorte katalog over værktøjer mod social dumping, igangsættes en række tiltag mod ulovlig cabotagekørsel i Danmark:

- Der laves flere kontroller af udenlandske lastbiler i 2013, og der afsættes yderligere 7,5 mio. kroner til indsatsen, så politiet i 2013 får 17,5 mio. kr. til håndhævelse af reglerne og strafforfølgning.

- Der udarbejdes en kontrolvejledning til politiets operative brug.

- Det undersøges om et kommende GPS baseret system for kørselsafgifter for lastbiler kan anvendes til kontrol af cabotagekørsel.

For at styrke den fremadrettede indsats, er der nedsat et særligt cabotageudvalg under ledelse af Tra-fikstyrelsen, som blandt andet arbejder på at lave en klarere definition på, hvad international kørsel er, så vi sikrer, at der ikke blot er tale om "pro forma"-kørsel.

Derudover har vi allerede gennemført en række stramninger mod den ulovlige cabotagekørsel.

Vi har forhøjet bøderne for overtrædelse fra 4000 til 10.000 kroner og ved gentagelser op til 25.000 kroner, og vi har givet politiet mulighed for at tilbageholde lastbilen, hvis reglerne er overtrådt.

Jeg vil gerne understrege, at indsatsen mod ulovlig cabotagekørsel, hverken er udtømt eller afsluttet med de initiativer vi præsenterer i forslaget til finanslov og rapporten om social dumping.

Jeg forventer, at det nedsatte cabotageudvalg vil afføde en række forslag, som jeg vil følge op politisk.

På EU plan vil jeg følge op på signaler fra Bruxelles, der åbner op for at kunne kræve, at chauffører overholder værtslandets sociale regler, hvis de opholder sig i landet i længere tid.

Jeg vil dermed holde et vedvarende fokus på området i tæt samarbejde med branchen og arbejdsmarkedets parter.