www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Sjællandere bør glæde sig til bedre togrejser

TOGFONDEN: Vi kan indkøbe moderne, klimavenlige eltog, som er billigere i drift, som støjer mindre, og som kommer hurtigere frem.

Offentligjort i Sjællandske den 12. november 2013

Af Pia Olsen Dyhr MF, ( SF) transportminister

Der skal ikke herske tvivl om, at de mange milliarder kroner vi investerer i den danske jernbane i de kommende år vil være til gavn for rigtig mange danskere.

Søren D. Sørensen påstår her i Sjællandske den 23. oktober, at sjællænderne intet vil mærke til forbedringerne i Togfonden, men det passer simpelthen ikke.

Passagererne på Sjælland vil også kunne opleve bedre rejser med hurtigere rejsetider og nye klimavenlige tog.

Og Timemodellen betyder ikke en ringere betjening af stationerne på Sjælland, for vi opretholder den samme togservice, som vi har i dag.

Det er rigtigt, at vi allerede er i gang på Sjælland med første etape af Timemodellen, som vil skabe helt nye rejsemuligheder mellem Ringsted, Køge og København, ligesom vi er i gang med at forbedre jernbanelinjerne mod både Holbæk og Femern.

Men i regeringen mener vi ikke, det er nok, kun at etablere bedre togrejser på Sjælland. Vi vil gerne have en sammenhængende plan, der sikrer hurtigere rejsetider i hele landet til gavn for alle danskere. Det vil også gøre det nemmere for sjællandske pendlere at søge arbejde på den anden side af Storebælt eller besøge familien på Fyn eller i Jylland.

Disse muligheder kan vi skabe ved at gennemføre hele Timemodellen gennem Togfonden DK.

Fuld elektrificering
Søren D. Sørensen foreslår, at vi skal satse på elektrificering i stedet for på IC4-togene, og det er præcist det, regeringen vil opnå med Togfonden. En fuld elektrificering af hovednettet i Danmark betyder, at vi fremadrettet kan indkøbe moderne, klimavenlige eltog, som er billigere i drift, som støjer mindre, og som kommer hurtigere frem.

Hvis planerne i Togfonden realiseres, vil det derfor også betyde, at strækningen mellem Kalundborg og Roskilde elektrificeres til glæde for de mange passagerer, der kører på denne rute hver dag. Herved sparer man yderligere et par minutter på en tur fra Kalundborg til København.

Finansieringen
For at kunne gennemføre den samlede plan for Togfonden DK er der behov for et beløb i milliardklassen.

Regeringen har sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti indgået aftale om en harmonisering af beskatningen i Nordsøen og er enige om, at merprovenuet på ca. 28 ½ mia. kr. skal gå til etableringen af Togfonden DK. Finansieringen er altså på plads.

Vi beskatter de udenlandske olieselskaber på lige fod med for eksempel Mærsk.

De penge bruger vi til at sikre bedre og hurtigere tog i hele Danmark, og jeg synes egentlig kun det er på tide, at der gøres noget seriøst for en bedre kollektiv trafik.