www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Stor opbakning til Togfonden

Af HENRIK DAM KRISTENSEN, MF, (S), transportminister

Offentligjort i Sjællandske den 10. juni 2013

For nogle måneder siden fremlagde regeringen en plan om at afsætte 27,5 mia. kroner til en nyoprettet fond - TogfondenDK. Pengene kommer fra de fælles værdier i Nordsøen, og vi vil bruge pengene til en omfattende forandring af den danske infrastruktur.

Jeg har generelt mødt stor opbakning til Togfonden, men igen og igen kritiserer Venstre planerne. Kritikken stikker i mange retninger. At finansieringen ikke holder. At planen hviler på et tyndt grundlag. At pengene er bedre brugt på vejprojekter.

Derfor glæder det mig at læse, at 70 pct. af de adspurgte i en meningsmåling, foretaget for Altinget.dk, svarer, at de støtter planerne om at øge beskatningen af nordsøolien med 27,5 mia. kroner, og at et flertal i undersøgelsen synes, pengene skal bruges på kollektiv trafik.

Jeg mener, det er det helt rigtige at bruge vores fælles værdier i Nordsøen til langsigtede investeringer, der vil gavne borgere over hele landet.

De investeringer vi vil lave med Togfonden, vil give passagerer over hele landet et langt bedre og hurtigere tog, end vi har i dag. For vi har i Danmark en jernbane, som i årtier er blevet forsømt, og som halter bagefter de lande, vi normalt sammenligner os med.

Vi vil med Togfonden gøre to ting. Det ene, vi vil gøre, er at elektrificere hovedbanenettet, så vi kan gå over til miljøvenlige el-tog med høje hastigheder og bedre service. Det vil også betyde, at vi kan vi købe gennemprøvede tog, så vi aldrig igen skal komme i en situation som med IC4-toget.

Det andet, vi vil gøre, er at gennemføre den såkaldte »Timemodel« . Timemodellen vil betyde, at rejsetiden mellem de største byer i Danmark vil blive bragt ned til max én time. Men vi får ikke kun hurtigere forbindelser mellem de største byer. Passagerer over hele landet får mulighed for - enten direkte eller med ét skift - at få del i rejsetidsgevinsterne.