www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Venstre kan selv hjælpe

Af Henrik Dam Kristensen transportminister (S)og Benny Engelbrecht formand for transportudvalget (S)

Offentligjort i JydskeVestkysten den 20. marts 2013

Eva Kjer Hansen, MF for Venstre, kritiserer 13. marts regeringens plan om at bruge 27,5 mia. kr. til hurtigtog i Danmark - også kaldet timemodellen.

Eva Kjer Hansen spørger i indlægget direkte, hvorfor vi vælger at koble Trekantområdet fra det nye tognet. Men lad os sige med det samme: Vi glemmer ikke Trekantområdet i den nye plan.

For eksempel vil fremtidens »timemodeltog« mellem Esbjerg og Odense stoppe i Kolding. Så står man på Kolding Station, vil det med planen blot tage 25 minutter med toget til Odense og 1 t. 25 minutter til København. Det er en besparelse på 17 minutter til Odense og næsten en time til København i forhold til i dag, og bestemt til gavn for Trekantområdet.

Det er rigtigt, at de nye lyntog i planen mellem Aalborg og København ikke stopper i Trekantområdet. Det er nemlig meget svært at finde en model, hvor toget stopper her og samtidig holder rejsetiden på én time mellem Odense og Aarhus.

Men i stedet får Trekantområdet sine helt egne super-lyntog med én afgang i timen. Toget vil udgå fra Aarhus og har stop i Horsens, Vejle og Fredericia. Derefter kører toget til København og stopper kun i Odense. Det giver en rejsetid fra Vejle til København på 1 time og 38 minutter mod to timer og ti minutter for almindelige lyntog i dag.

Eva Kjer Hansen spørger også, hvilke danskere, der skal vente 30 år, før de får adgang til de hurtigere tog. Til det er vores bedste svar: Ingen. Det er for tidligt at sige helt præcist, hvornår den fulde plan står færdig. Men et godt bud er, at investeringerne vil være færdige inden for ca. 10-15 år.

Men det vil da bestemt hjælpe, hvis Venstre selv støttede op om at få planen gennemført så hurtigt som muligt. Og de har muligheden, for den skal til forhandling i Folketinget, og her er Venstre velkommen til at komme med på vognen.

Og så synes vi det hører med til historien, at Venstre selv fremlagde forslaget om timemodellen i 2009, da de sad i regering. De fandt bare aldrig pengene til den. Det har vi nu gjort ved at reservere midler fra Nordsøen.