www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Færre cykeltyverier - flere op på cyklerne

Offentligjort i Midtjyllands Avis den 2. juli 2014

Af MAGNUS HEUNICKE Transportminister, S

CYKELTYVERI Det er tre måneder siden, at jeg vendte hjem til en knækket cykellås på Næstved Station, hvor min cykel skulle have stået. Det var fjerde gang på et år, at det skete. Fire stjålne cykler på 12 måneder er i sig selv dybt foruroligende, men det mest skræmmende er, at det ikke engang er unormalt.

Der blev i 2013 anmeldt 61.613 antal cykeltyverier, hvilket svarer til, at der i gennemsnit blev stjålet en cykel hvert 10. minut. Og i dag fraråder Det Kriminalpræventive Råd, at man stiller sin cykel ved en station, medmindre det er absolut nødvendigt.

Jeg mener ikke vi skal ikke acceptere, at vores cykelstativer har udviklet sig til et ragnarok, hvor cykler bliver stjålet i flæng, og hvor risikoen for at få stjålet en cykel afholder folk fra at bruge cyklen sammen med den kollektive transport. Cykeltyverier ved stationerne har i dag den kedelige konsekvens, at vi ikke kun mister cykler men også cyklister, når danskerne vælger cyklen og den kollektive transport fra. Vi skal have vendt den onde spiral, og det skal vi have gjort nu.

Jeg har derfor sat gang i en idékonkurrence, hvor alle danskere kan komme med forslag til, hvordan vi kan komme cykeltyverier ved stationer til livs. Man kan læse om idékonkurrencen på Trafikstyrelsens hjemmeside, www.trafikstyrelsen.dk, og deltage.

Ved at lave en idékonkurrence håber jeg, at vi kan få flest mulige gode idéer på bordet til at forhindre cykeltyverier ved stationerne. Idéerne behøver ikke at være avancerede eller voldsomt dyre at føre ud i livet, faktisk tværtimod.

Den gode idé er enkel, billig og vigtigst af alt effektiv.

Idékonkurrencen bliver fulgt af en bred gruppe af eksperter, som alle arbejder med cyklisme, parkeringsforhold eller tyverisikring til daglig.

Dermed har vi samlet nogle af landets skarpeste hoveder, og jeg håber, at der kommer en masse debat, fokus og ikke mindst løsninger ud af alle de idéer, som gemmer sig rundt omkring i landet.

Som samfund er vi nødt til at sige klart fra overfor de mange cykeltyverier ved stationerne. Og vi er nødt til at gøre det sammen.