www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Femern giver et hav af muligheder

Offentligjort i Børsen den 6. juni 2014

Af Magnus Heunicke, transportminister (S)

Modstanderne råber højt, men flere kan nu se perspektiverne i forbindelsen mellem Tyskland og Danmark

Den danske togdrift er lige nu i gang med en spændende rejse mod fremskridt, fornyelse og udvikling. Igennem mange år er jernbanen blevet forsømt, men tiden er en anden nu.

Vi er i gang med vigtige investeringer, der skaber mærkbare samfundsforandringer. En af dem er Femern Bælt-forbindelsen, der netop har nået endnu en vigtig milepæl.

De tyske myndigheder har mandag den 5. maj officielt sendt projektansøgningen og miljøredegørelsen i offentlig høring. Det er et meget vigtigt skridt for Femern Bælt-tunellen, der nu rykker afgørende nærmere.

Det vil naturligt også betyde, at flere kritikere af projektet vil melde sig på banen, og sådan skal det også være.
 
 Miljøgodkendelser handler ikke om at overbevise modstandere, men om at gøre et godt stykke arbejde og lytte til alle holdninger – positive som negative. Og selvom modstandere af projektet har det med at kunne råbe højt, så hører jeg også, at flere og flere også i Tyskland, kan se perspektiverne i Femern Bælt-projektet.

Kortere rejsetid gavner

Fremover vil både tyskere og danskere kunne se frem til markante rejsetidsbesparelser.

I dag er køretiden med tog mellem København og Hamborg mere end 4,5 time. Når Femern Bælt-forbindelsen efter planen står færdig i 2021 vil det være muligt at reducere rejsetiden til godt 2,5 time, viser nye opdaterede beregninger fra Banedanmark.

Den nye forbindelse vil gavne både København og Hamborg, men også på Sydsjælland og Lolland Falster, vil man få en helt anden mobilitet.

I et samfund, hvor tid er en af vores vigtigste ressourcer, giver den nye hurtige forbindelse mellem København og Hamborg mulighed for at skabe nye arbejdspladser, vækst og kulturelt samarbejde.

Det østdanske erhvervsliv vil få en direkte korridor til vores vigtigste samhandelspartner Tyskland, og det vil give muligheder for sammen at skabe arbejdspladser på begge sider af Femern Bælt.

Det er også let at forestille sig, at en vigtig aktør som Københavns Lufthavn kan blive en langt mere attraktiv lufthavn. Med den hurtige togforbindelse vil det geografiske kundepotentiale blive øget betragteligt. Det kan bidrage til en udbygning af den internationale flytrafik, som har stor betydning for dansk økonomi.

Dansk turisme og oplevelsesindustri kan også se frem til et markant løft. Vi vil fremover have muligheder for at tiltrække langt flere weekendturister, hvad enten de skal til koncert i Parken eller blot vil bruge lidt tid på at opleve København og omegn. Samtidig er der også masser af oplevelser for interesserede danskere på den tyske side.

Pendlere til Tyskland

Med Femern Bælt-forbindelsen vil der også opstå nye muligheder for bosætning og arbejdsmønstre, som vil gavne arbejdsstyrken i Danmark og Tyskland.

I dag pendler mange danskere ugentligt mellem for eksempel Aarhus og København, så hvorfor skulle man ikke også kunne pendle ugentligt mellem Hamborg og København? Det vil give et mere mobilt arbejdsmarked.

Inden for uddannelse og forskning vil der også opstå helt nye muligheder for et integreret og lærerigt samarbejde mellem danske og tyske uddannelsesinstitutioner. Den lette fremkommelighed vil gøre det attraktivt for danskere at tage til Tyskland og specialisere sig og herefter bruge den opnåede viden til gavn for det danske samfund. Inden for specielt forskning og udvikling har vi meget at bruge hinanden til, og et styrket samarbejde vil være en stærk løftestang for vækst.

Denne massive infrastrukturinvestering handler altså ikke alene om sparet rejsetid, det handler om fremtidens Danmark. Vi har investeret i arbejdspladser, vækst, dynamik og kulturel sammenhæng med den lynhurtige togforbindelse, som er på vej mellem København og Hamborg.

Arbejdspladser allerede nu

Men faktisk behøver vi ikke engang vente til 2021 før den nye forbindelse begynder at give arbejdspladser. Der kommer til at være rigtig meget arbejde i anlægsfasen af Femern Bælt-projektet.

Når anlægsarbejdet er på sit højeste, vil det anslået givet beskæftigelse til ca. 3000 personer på den danske side og 1000 personer på den tyske side. Det er vigtige arbejdspladser for det danske samfund, og vi har brug for alt den beskæftigelse, vi overhovedet kan opstøve.

Store infrastrukturprojekter skaber nye muligheder. Det har vi set med Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen, og på samme måde vil Femern Bælt-forbindelsen blive en milepæl i nyere dansk historie.

Den kommende tunnel forbinder ikke kun Danmark og Tyskland, den leder samtidig hen til et stærkt Danmark i vækst med en lynhurtig forbindelse til omverden. Det ser jeg som transportminister frem til.