www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Hvorfor roadmap for fossilfri transport?

Indlæg af Transportminister Magnus Heunicke

Offentligjort i Bygge- & Anlægsavisen den 22. april 2014

Med Regeringens klimaplan er der skitseret nogle muligheder frem mod 2020, men der er behov for at se 2020-og 2050-målene under et for at kunne vælge de rigtige løsninger, som også vil være gangbare i årene efter 2020, og i øvrigt være med til at bane vejen for 2050-målet.

Når der arbejdes med et roadmap frem mod fossilfrihed i 2050, er det - ud over at sikre en omkostningseffektiv reduktion i udledningen af drivhusgasser -også et bud på hvordan der, set i lyset af en forventning om stigende priser på fossile brændstoffer, kan sikres et velfungerende samfund med høj mobilitet.

Et roadmap skal således medvirke til at belyse, hvordan transportsektorens energiforsyning på kort såvel som langt sigt kan karakteriseres ved høj forsyningssikkerhed og stabile priser. Tiltag, der umiddelbart forekommer dyre og uden den store effekt, kan vise sig at være både rentable og virkningsfulde på den lange bane. Det kan eksempelvis siges at gælde for gennemførelse af forsøg, hvor det først er på længere sigt, at de vil bidrage til en større udrulning af alternative drivmidler. Der er kort sagt tale om rettidig omhu.

Derudover kan tiltag, der primært gennemføres af andre årsager end at omstille til vedvarende energi, også være et udtryk for rettidig omhu. Det drejer sig eksempelvis om elektrificering af jernbanen, der er et vigtigt led i at sikre en moderne og mere effektiv jernbane - og samtidig bidrager til grøn omstilling af transportsektoren.

Indsatsen for et fossilfrit samfund skal fastlægges på en omkostningseffektiv måde, så den ikke bliver unødvendig dyr for samfundet. Det er derfor vigtigt, at der tages bredt hensyn til fortsat høj mobilitet, der er med til at sikre konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse.

Danmark er i høj grad afhængig af, hvad der sker i resten af verden. Uden egen bilproduktion er vi navnlig afhængig af, at der sker en teknologiudvikling i andre lande, som vi siden kan drage fordel af. Det er vigtigt at sikre rammebetingelser i Danmark, der gør, at gevinsterne fra nye løsninger bliver udløst her i landet og bidrager til målsætningen om fossilfrihed.

I nogle tilfælde vil det være omkostningseffektivt at understøtte teknologier, hvor udviklingspotentialet endnu er usikkert.