www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Rejsen mod velfungerende kystbane er i gang

Kystbanen har i mange år handlet om for meget andet end passagererne. Det vil jeg som transportminister lave om på. Det er afgørende, at passagererne oplever en togdrift, som de kan regne med, og tog til tiden. Og det er altså ikke kun svenske elge, der står i vejen.

Offentligjort i Frederiksborg Amts Avis den 12. februar 2014

Af Magnus Heunicke (S) Transportminister

Som nyudnævnt transportminister er det mit ansvar at udstikke visionerne for den kollektive transport, og det tager jeg meget alvorligt. Som noget af det første har jeg meldt ud, at jeg ønsker at adskille Kystbanen fra Øresundstrafikken for at højne kvaliteten for passagererne. Det budskab har tilsyneladende medført misforståelser, og dem vil jeg gerne udrede.

Jeg kan forstå, at Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) er af den opfattelse, at jeg anklager de svenske elge for at være skyld i problemerne på Kystbanen. Det er nu at tilskrive de flotte dyr lidt mere indflydelse, end hvad jeg er villig til. Elgpåkørslerne var et eksempel i den kuriøse afdeling på, at den svenske sammenkobling med Kystbanen har haft negative konsekvenser for danske passagerer.

Faktum er, at gennemsnitligt 32 procent af de forsinkede ankomster for Øresundstogene på Kyst-og Kastrupbanen skyldes forhold i Sverige. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende.

Hvis Benedikte Kiær og andre ønsker at fastholde de utilfredsstillende forhold på Kystbanen, så er det deres valg.
Det tog, jeg ønsker at stige på, går i en anden retning. Endestationen er bedre togdrift for passagererne, og det er en rejse, jeg som ny transportminister allerede har indledt.

Det står hævet over enhver tvivl, at forholdene på Kystbanen de seneste år har været utilfredsstillende. Det agter jeg at gøre noget ved. Derfor har jeg meldt ud, at jeg mener, man skal adskille den svenske forbindelse fra den danske. På nuværende tidspunkt er der ingen væsentlige trafik-og passagermæssige argumenter for at holde trafikken på Kystbanen sammen med Øresundstrafikken i fremtiden.

Trafikstyrelsen anslår, at kun tre procent af de passagerer, der står på mellem Helsingør og Hellerup, kører videre mod Sverige, og det antages, at samme beskedne procentdel af passagerne fra Sverige kører videre op ad Kystbanen.

Kystbanen og regionaltrafikken i Sverige er grundlæggende to forskellige trafiksystemer, der løser forskellige opgaver. I Danmark kører man på en tæt befolket strækning på ca. 40 km, mens man i Sverige kører på strækninger på 300 km og længere. At de er koblet sammen i dag, svarer til, hvis Kystbanen var koblet sammen med de danske Intercity-tog til f. eks. Sønderborg og Frederikshavn. Sammenbindingen bidrager til unødvendige forsinkelser på begge sider af Øresund.

Stabil togdrift er afgørende
Tidshorisonten for adskillelsen har tilsyneladende medført misforståelser.

Nogle er af den opfattelse, at der ikke sker handling før 2020. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Tillad mig at blive lidt lavpraktisk. På Københavns Hovedbanegård er der ikke plads til at vende både Øresunds-og Kystbanetogene, når der også skal være plads til at vende alle de øvrige tog til og fra København.

Det problem kan løses ved at koble Kystbanen med den sjællandske regionaltrafik. Det kan vi gøre, når den sjællandske regionaltrafik bliver elektrificeret frem mod 2020, men vi kan godt starte før ved at enkelte tog fra Sverige vender i København, samtidig med at enkelte tog fra vest kører videre op ad Kystbanen.

Jeg er selv pendler, og jeg ved, hvad et velfungerende togsystem betyder.

Det skaber rammerne for en sammenhængende hverdag, hvor arbejde, familieliv og fritid kan spille harmonisk sammen. Regeringen ønsker at skabe forbedringer i den kollektive trafik, og derfor har vi også vedtaget den stærkt ambitiøse togfond, som er en fremtidssikret investering i et sammenhængende og stærkt Danmark.

Stærkt og dynamisk DSB
Når jeg ser for mig, hvordan passagererne kan opleve en stabil drift på Kystbanen og i den kollektive trafik generelt, så er det med et stærkt og dynamisk DSB i centrum. Derfor ser jeg også optimistisk frem mod, at Kystbanen ikke skal i udbud, men indgår i den kommende DSB-kontrakt.

Politikere fra den borgerlige fløj ønsker at føre visnepolitik overfor DSB med bevidstløse udbud. Først skærer man den ene gren af træet, så den anden, og før man får set sig om, står et modløst og uholdbart DSB tilbage. Det ønsker jeg ikke. Der er nødt til at være en stærk sammenhængskraft i togsystemet i Danmark, og med tanke på de problemer, der har været de seneste år, skal Kystbanen ikke i udbud. Slet ikke nu hvor vilkårene for driften bliver forandret med adskillelsen af Øresundstrafikken.

Men hvordan konkret skal passagerene så i fokus i en ny DSB-kontrakt? Uden at vi bliver for tekniske, så mener jeg, den kommende DSB-kontrakt skal tilskynde selskabet til at skaffe passagerer på Kystbanen. DSB skal have incitament til at levere tog til tiden for passagerene på Kystbanen -og andre danske togstrækninger for den sags skyld. Det er mit ønske som transportminister , at kystbane-strækningen kommer til at opleve stabil drift.

Derfor har jeg som noget af det første indledt en rejse mod en velfungerende Kystbane med passagerene i centrum, og jeg agter ikke at stå af undervejs.