www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

SOCIAL DUMPING: Udenlandske chauffører skal registreres ved grænsen

Af OLE CHRISTENSEN OG MAGNUS HEUNICKE, MEDLEM AF EU-PARLAMENTET (S) OG TRANSPORTMINISTER (S)

Offentligjort i Politiken den 8. maj 2014

BRODNE KAR i vognmandsbranchen holder sig ikke tilbage, når det kommer til at presse danske lønninger og arbejdsforhold.

Og ved at udnytte alle tænkelige smuthuller i de fælles EU-regler på transportområdet bliver der lagt pres på de mange danske vognmænd, der følger reglerne.

De danske chauffører mærker hver dag konsekvenserne af det massive pres på deres lønninger og arbejdsforhold.

Hovedudfordringen er den såkaldte cabotagekørsel, der sker, når udenlandske lastbiler med udenlandske chauffører udfører transportopgaver for danske kunder, når de i forbindelse med en international transport - eksempelvis fra en polsk fabrik til et danske lager - alligevel er i Danmark. Ideen bag EU-reglerne er, at lastbiler af hensyn til miljøet ikke skal køre tomme rundt på de europæiske landeveje.

Det er sådan set et nobelt nok formål.

Problemet er bare, at lovgivningen på ingen måde tilgodeser hensynet til danske chaufførers løn og arbejdsforhold. Reglerne er for uklare, og det er derfor også alt for vanskeligt at håndhæve dem ordentligt.

MEN TIL ethvert problem hører der en løsning. I Danmark ønsker vi at øge kontrolindsatsen.

Kameraer skal registrere og kontrollere nummerpladerne på samtlige lastbiler, som krydser danske grænser.

EU-kommissionen har raslet med sablen og er klar til at trække Danmark for EU-domstolen.

Som det ser ud nu, er det en sag, vi gerne tager. Det er nemlig ikke de danske chauffører, der skal betale, fordi kommissionen ikke har været i stand til at udvikle et tilstrækkelig klart regelsæt.

Samtidig nyder Socialdemokraterne og regeringen opbakning til deres hårde linje fra en række andre europæiske lande blandt andet Frankrig. Den alliance skal bruges til at ændre cabotagereglerne i EU. Her spiller Europaparlamentet en central rolle.

Når cabotagereglerne skal opdateres, vil Socialdemokraterne kæmpe for, at udenlandske chauffører rent faktisk forlader landet efter maksimalt syv dage og tre kørsler i Danmark.

Samtidig skal kontrolsamarbejdet mellem myndighederne forbedres og reglerne harmoniseres.