Årets cykelinitiativ 2020

Kender du en person, der har gjort en helt særlig indsats for cyklismen i Danmark? Så kan du nu indstille initiativet, ham eller hende til den nye cykelpris ”Årets Cykelinitiativ”.

Cyklist på vej over Bryggebroen i København
Foto: Ulrik Jantzen

06. marts 2020

Prisen, der er kommet til gennem et samarbejde mellem Transport- og Boligministeriet, Dansk Industri og Cyklistforbundet, skal anerkende en person, der på en eller anden måde har gjort en mærkbar og positiv forskel for landets cyklister. Derudover skal prisen inspirere til at sætte gang i nye initiativer, der kan få flere til at vælge cyklen frem for andre transportmidler.

Prisen kan gives både til konkrete tiltag, men også til det gode eksempel, som eksempelvis virksomhedslederen, der motiverer medarbejderne til at cykle gennem sit eget engagement eller til en medarbejdergruppe, der har skabt en stærk cykelkultur på arbejdspladsen.

Kriterier for udvælgelse af årets vinder
Initiativet skal gerne:

  • Gøre en mærkbar forskel i hverdagen. F.eks. øget cyklismen på en bestemt rute, en arbejdsplads eller på en uddannelsesinstitution.
  • Styrke cyklismen blandt udvalgte grupper f.eks. ældre eller skolebørn.
  • Have haft en tydelig effekt
  • Give en positiv cykeloplevelse for en større gruppe

Desuden kan et prisvindende initiativ godt have eksisteret i flere år.

Vinderen af prisen skal personligt have spillet en aktiv rolle, og kan eksempelvis ikke blot gives til repræsentant for en virksomhed eller organisation, men til den person i virksomheden, der har spillet en særlig rolle i forhold til det initiativ, der har sat cykling på dagsordenen.

Indstil en kandidat
Du kan indstille en kandidat til prisen nu og frem til d. 17. august 2020. Transportminister Benny Engelbrecht uddeler for første gang prisen til vinderen på Transportens Dag, som bliver afholdt af Dansk Industri den 22. september 2020.

Indstil en kandidat til ”Årets Cykelinitiativ” ved at udfylde ansøgningsskemaet nedenfor, og send det til trm@trm.dk.

Hent ansøgningsskemaet (Word-skabelon) her

docx

Indstillingsskema til årets cykelinitiativ (Word)

0,58 MB Download