Gå til hovedindhold

Indlæg af Bjørn Westh i OVEs blad ‘vedvarende energi'

Indhold


    Sagt kort er udfordringen til den danske trafikpolitik at sikre den
    velstand og frihed, som bedre trafikforhold muliggør, og samtidig
    styrke trafiksikkerheden og mindske trafikkens miljøbelastning. Det er
    nemt at sige - men det kræver tid, penge og en ihærdighed at
    gennemføre.

    På miljøområdet er der tre væsentlige indsatsområder:

    Der sker gode fremskridt med at mindske den lokale luftforurening fra
    trafikken. Siden 1988 er udslippet af svovl halveret og udslippet af
    kvælstofoxider og kulbrinter reduceret med 1/6 på grund af bedre
    motorer, flere katalysatorer og renere brændstoffer. For de sidste
    stoffer er det målet, at udslippet i 2010 skal være 60 pct. mindre end
    i 1988.

    Til gengæld er det noget sværere at nå målet med at stabilisere
    CO2-udslippet fra trafikken. Uden yderligere initiativer vil udslippet
    i 2005 være 15 pct. for højt i forhold til målet, der er en
    stabilisering på 1988-niveau. Og det bliver endnu sværere at nå det
    langsigtede mål om, at energiforbruget skal være reduceret med 25 pct.
    i år 2030.

    Endelig er der lang vej igen, før vi har opfyldt målsætningen om
    markant mindsket støjforurening fra trafikken. I dag er over 150.000
    boliger udsat for en støjbelastning på over 65 dB - målet er at få det
    tal ned på 50.000 i år 2010.

    Hos OVE er der nok størst interesse for energiforbruget og
    CO2-udslippet. dler flere måder at opfylde målsætningerne på.

    Man kan overflytte trafik fra biler og fly til transportmidler der
    forurener mindre som bus, tog og cykler. Men denne overflytning kan
    ikke alene opfylde målsætningen. Lad mig tage et eksempel. Selv hvis
    man fordobler markedsandelen for den kollektive trafik, flytter 1/3 af
    alle bilture under 3 km over til cykler og flytter al
    indenrigsflyvning over til tog, vil det kun mindske det samlede
    CO2-udslip med 7-8 pct.

    For det andet kan man forbedre biler, busser og togs
    energieffektivitet, så de kører længere på en liter brændstof eller en
    kWh strøm. Her er det EU-kommissionens mål, at nye biler i år 2005 i
    gennemsnit kører 20 km pr. liter benzin. Et mål der gerne måtte være
    mere ambitiøst.

    Det mål kan bl.a. opnås gennem aftaler med bilindustrien og et
    afgiftsystem, der tilskynder til miljøforbedring, som det f.eks. sker
    med at erstatte vægtafgiften med en grøn ejerafgift. I bedste fald vil
    det kunne føre til en reduktion af energiforbruget med 10-12 pct,
    hvilket vil kunne sikre, at vi overholder målsætningen i år 2005.

    Men på lang sigt kan overflytning og tekniske løsninger ikke alene
    løse problemerne. For godt nok er moderne biler meget aerodynamiske,
    har effektive motorer og støjer mindre. Men samtidig bliver der stadig
    flere biler der kører stadig mere. Siden 1970 er det samlede
    persontransportomfang vokset med 80 pct. Og eksperterne forventer, at
    dette tal vil vokse med yderligere ca. 30 pct frem til år 2010.

    Her er vi ved kernen af problemet med trafikkens miljøbelastning:
    transportforbruget vokser hurtigere, end den renere teknologi og den
    kollektive trafik kan følge med til. Det er ikke kun et spørgsmål om,
    at stadig flere får arbejde og at der bliver længere mellem bolig og
    arbejde.

    Det er også fordi vi lever et fritidsliv, der kræver stadig mere
    transport. Vi køber ikke længere ind i Brugsen på vej hjem fra
    arbejde, men tager på indkøbstur til et storcenter uden for byen.
    Børnehaver ligger langt fra hjemmet og ikke i tilknytning til
    kollektiv trafik. Fodboldkampen på det lokale stadion erstattes med
    faldskærmsudspring eller fluefiskeri i naboamtet. Og campingferien i
    Jylland skiftes ud med charterferien med fly i det sydlige udland.

    Det er aktiviteter vi har adgang til på grund af højere levestandard
    og bedre transportmuligheder. Det er muligheder og oplevelser, som vi
    føler giver os en større frihed og en højere livskvalitet. Men det er
    også aktiviteter, der øger det samlede transportomfang - og dermed
    trafikkens miljøbelastning.

    Derfor er det et selvstændigt mål i den langsigtede trafikpolitik at
    få mindsket væksten i trafikken. Det er ikke kun et spørgsmål om
    højere afgifter. Det handler nok så meget om at få indrettet et
    samfund, hvor vi kan få opfyldt vores behov, uden at det kræver så
    megen transport som i dag.

    Det er et spørgsmål om at placere arbejdspladser, indkøbsmuligheder,
    institutioner og boliger fornuftigt i forhold til hinanden. Det
    betyder at man kan komme til dem med cykel eller med kollektive
    transportmidler.

    Det er min opfattelse, at den rette kombination af bedre fysisk
    planlægning, et mere miljørigtigt afgiftssystem, højere
    energieffektivitet og overflytning fra bil til cykler og kollektiv
    trafik vil danne grundlaget for at få opfyldt målene for reduktion af
    trafikkens CO2-udledning.