Julegave til cykeldanmark

27. december 1999

Nu bliver det billigere at tage cyklen med i toget. Regeringen, SF og
Enhedslisten har indgået en aftale om at nedsætte taksterne for
cykelmedtagning i tog.

Taksten for at medbringe cyklen på de korteste ture falder fra 20 til
10 kr. og den maksimale takst for en cykel bliver 50 kr. Børn under 10
år, der i forvejen rejser gratis, kan også få cyklen med uden
beregning. Endelig bliver privatbanerne fuldt integreret i DSB’s
zone-system for cykler, så det ikke længere er uforholdsmæssigt dyrt
at benytte disse. Trafikminister Sonja Mikkelsen udtaler efter
aftalens indgåelse:

Jeg er glad for, at vi med denne aftale kan hjælpe børnefamilierne og
samtidig gavne miljøet. Med de nye takster kan en familie med to børn
under 10 år, spare godt 400 kr. på en returrejse mellem Aalborg og
København, og endnu mere hvis rejsen inkluderer en
privatbane-strækning.

Ordningen kan træde i kraft ved køreplanskiftet i slutningen af maj
måned 2000.

Ud over aftalen om nedsatte takster, er der blevet indgået en aftale
om opfølgning på et forsøg med trafiksikkerhedsplaner i virksomheder.
Over en 3-årig periode kan virksomheder få teknisk assistance til
udvikling af trafiksikkerhedsplaner samt støtte til ændring af
medarbejdernes transportvaner i retning af øget brug af cykler og
kollektiv transport såvel til og fra arbejde som i arbejdstiden.