Trafikministeren iværksætter omstrukturering af Statens Luftfartsvæsen

01. december 2000

Trafikministeriet oplyser, at det er besluttet at gennemføre en omstrukturering af Statens Luftfartsvæsen (SLV) ved at Flyvesikringstjenesten, der i dag er en del af SLV, udskilles og etableres som en selvstændig statsvirksomhed.

Baggrunden for beslutningen er et analysearbejde, der har resulteret i Rapport om Omstrukturering af SLV (august 2000), der har påpeget mulighederne for at Flyvesikringstjenesten, som varetager kontrollen af flytrafikken, udskilles som en selvstændig organisatorisk enhed.

Rapporten har været sendt i en bred høring hos personalet i SLV, interesseorganisationer, flyselskaber, lufthavne m.v.

Høringssvarene viser, at der er en bred tilslutning til at Flyvesikringstjenesten udskilles som en selvstændig organisation.

Trafikministeren oplyser, at der ved at udskille Flyvesikringstjenesten fra SLV’s øvrige virksomhed sikres en klar organisatorisk, juridisk, økonomisk og fysisk opdeling af SLV således at Flyvesikringstjenesten varetager operatørfunktionen, mens alle tilsyns- og myndighedsfunktioner forbliver i det nye mindre  SLV.

Beslutningen vil blive gennemført primo 2001.