Trafikministeriet støtter udgivelsen af miljørapport inden for godstransport

16. august 2000

Institut for Transportstudier, International Transport Danmark og
Erhvervenes Transportudvalg offentliggør i dag - med støtte fra
Trafikministeriet - rapporten transECO2, der har til formål at vise en
række samarbejdsprojekter mellem forskellige transportører og
transportkøbere til gavn for miljøet.

Rapporten indeholder et katalog med en række gode eksempler på
miljøsamarbejde inden for godstransport. Rapporten viser således, at
det giver positive resultater at etablere en dialog mellem
transportører og transportkøberer, når man skal gøre godstransport
mere miljøvenlig. Endvidere viser rapporten, at der er økonomiske
fordele forbundet med miljøvenlig godstransport.

Rapporten er i tråd med Trafikministeriets rapport om Begrænsning af
transportsektorens CO2-udslip, som blev offentliggjort i marts 2000.

Trafikminister Jacob Buksti udtaler:

-Rapporten er et yderst nyttigt redskab, som forhåbentlig kan
inspirere andre transportører og transportkøber-virksomheder. Jeg
glæder mig især over, at rapporten viser mange forskellige tilgange
til miljøarbejdet inden for gods-transport. Det er virksomhederne,
der kan se, hvor de væsentlige poster er på miljøregnskabet, og hvor
man i fællesskab kan gøre noget ved det. At der så også er økonomi i
at arbejde for miljøet, kan vel ikke længere overraske nogen.

14 større og mindre danske og internationale industri- og
transportvirksom-heder har stillet deres erfaringer til rådighed i
transECO2.

Disse virksomheder er Bang & Olufsen A/S, DFDS Dan Transport A/S,
Hangartner Danmark A/S, Hans P. Olsen Vognmandsforretning, Hesselholt
& Lauritsen I/S, Holger Kristiansens Eftf. A/S, I/S Vestforbrænding,
K.I. Transport ApS, Krog Iversen & Co. A/S, LEGO System A/S, MD Foods
amba, Novo Nordisk A/S, Schenker-BTL A/S og vognmand Egon Sørensen.

Der er mulighed for at læse rapporten og de bagvedliggende
arbejdsrapporter på www.transeco2.dk.

Der er endvidere udarbejdet et Best Practice katalog i tilknytning til
rapporten med eksempler på, hvordan best practice realiseres i praksis
i de deltagende virksomheder, således at dette kan inspirerer andre
til at inddrage miljøet i virksomhedernes transporter.

Hovedrapporten kan købes hos Institut for Transportstudier, Hærvejen
11 C, Postboks 6, 6330 Padborg, tlf. 74 67 52 52, fax 74 67 52 58,
e-mail: ift@transportstudier.dk. Prisen er 250 kr., inklusive moms.