Fortsat godstrafik på jernbanen Tønder-Tinglev

30. november 2001

 

-Det er godt for det sønderjyske erhvervsliv, at det stadig vil være muligt at køre godstog mellem Tønder og Tinglev. Jeg er glad for, at Banestyrelsen i samarbejde med Jernbanetilsynet har vurderet det sikkerhedsmæssigt forsvarligt at fortsætte trafikken, mens der udarbejdes oplæg til istandsættelse, udtaler trafikminister Flemming Hansen.

Banestyrelsen havde bebudet, at jernbanestrækningen mellem Tønder og Tinglev skulle lukkes for trafik i morgen den 30. november. Men efter en gennemgang af strækningens spor sammen med Jernbanetilsynet, er der givet sikkerhedsmæssigt grønt lys for, at trafikken kan fortsætte indtil, der er udarbejdet et oplæg til renovering.