Havarikommission for Vejtrafikulykker

17. april 2001

 

Trafikministeren har nu udpeget medlemmerne af Havarikommissionen for Vejtrafikulykker og har samtidig godkendt, at Havarikommissionens første analyse drejer sig om eneulykker med unge bilister under 25 år.

- Det er vigtigt, at vi får et bedre kendskab til årsagerne til de mange trafikulykker, der hvert år sker i Danmark. Det skal Havarikommissionen hjælpe os med at få. I første omgang ved en analyse af eneulykker med unge bilister under 25 år, en ulykkestype  som tegner sig for ca. 25 dræbte og ca. 125 alvorligt tilskadekomne om året. Det er mange leveår, der tabes, og mange liv, der for altid vil blive præget af en alvorlig hændelse, siger trafikminister Jacob Buksti.

Havarikommissionens formand bliver vejsektorchef Svend Krarup Nielsen, Vejdirektoratet, og som fagspecialister er udpeget psykolog Gitte Carstensen, Danmarks TransportForskning, civilingeniør Winnie Hansen, Vejdirektoratet, bilinspektør Palle Kofoed, Statens Bilinspektion, vicepolitikommissær Ib Jensen, Rigspolitiets Færdselsafdeling, bilinspektør Victor Hollnagel, Færdselsstyrelsen og 1. reservelæge Jan Beck Mikkelsen, Odense Universitetshospital.