Ministeriets reaktion på anmeldelse af Scandlines til bagmandspolitiet

17. december 2001

 Trafikministeriet er i dag blevet orienteret om, at Konkurrencestyrelsen har besluttet at anmelde Scandlines AG til bagmandspolitiet Anmeldelsen er begrundet i en mistanke om, at Scandlines har overtrådt konkurrenceloven i forbindelse med indgåelse af en aftale med det norsk ejede Easy Lines.

Trafikministeriet beklager, at konkurrencemyndighederne har fundet det nødvendigt at anmelde rederiet til bagmandspolitiet. Trafikministeriet ønsker, at den pågældende sag, som gentagne gange har været omtalt i medierne, bliver fuldt belyst, og at de evt. ansvarlige bliver draget til ansvar, hvis der har været tale om overtrædelse af konkurrencereglerne.

Ministeriet afventer nu resultatet af bagmandspolitiets efterforskning i den aktuelle sag.

På et tidligere tidspunkt har Trafikministeriet drøftet konkurrenceforhold med Scandlines, og rederiet har foretaget en gennemgang af samtlige kundeaftaler for at sikre, at alle aftaler er i overensstemmelse med gældende konkurrenceret. Gennemgangen viste, at i visse eksempler manglede der overensstemmelse mellem indgåede aftaler og konkurrencereglerne. Rederiets ledelse har overfor Trafikministeriet oplyst, at de disse aftaler ville blive ændret efter forhandling med de relevante kunder.