Stor interesse for Trafikministeriets udbud af togtrafik

14. maj 2001

Trafikministeriet offentliggør i dag, hvilke virksomheder, der er blevet prækvalificeret til at afgive tilbud på den statslige jernbanetrafik i Vestjylland.

Følgende transportvirksomheder er blevet udvalgt til at afgive tilbud på strækningerne: Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane A/S (Lemvigbanen), Vestbanen A/S, Statens Järnväger (Sverige), Bietergemeinschaft Den Jyske Bane (Tyskland), ARRIVA Danmark A/S, Nederlandse Spoorwegen (Holland), Connex Transport Danmark A/S, Serco Rail (Storbritannien), DSB og DB Regio (Tyskland).

Feltet omfattet således flere internationale virksomheder, der er specialiseret i kollektiv trafik, foruden DSB og et par af de lokale privatbaner.

- Det er med stor tilfredshed, at jeg konstaterer den store interesse for at udføre den statslige togtrafik på de jyske strækninger. Det betyder, at der bliver gode chancer for at give kvaliteten på strækningerne et løft og samtidig få nye bud på løsningen af lokalsamfundenes transportbehov, udtaler trafikminister Jacob Buksti.

Virksomhederne er blevet bedt om at afgive deres tilbud senest den 10. september 2001.