Trafikminister Jacob Buksti´s kommentarer til artikel i dagens udgave af Børsen om Scandlines

09. november 2001

 

Trafikminister Jacob Buksti har følgende kommentarer til en artikel i Børsen i dag med overskriften ”Scandlines´ børsdebut lammes af magtkamp”:

-Som jeg tidligere har oplyst overfor Børsen, drøfter de to aktionærer i Scandlines AG – Deutsche Bahn og Trafikministeriet – for tiden forskellige modeller for den fremtidige udvikling af rederiet. I den forbindelse indgår også muligheden for at fortsætte samarbejdet mellem Scandlines Danmark og Scandlines Tyskland på en anden måde, end gennem den nuværende holdingselskabskonstruktion.

-Det er klart, at den danske aktionær helst ser, at det er muligt at videreføre den nuværende selskabskonstruktion gennem et konstruktivt samarbejde med Deutsche Bahn. Hvis det skulle vise sig umuligt at gøre dette, er vi ikke afvisende overfor at gå helt nye veje, herunder også ved opdeling af selskabet.

-I den forbindelse glæder det mig at kunne konstatere, at medarbejderne i rederiet (jf. dagens pressemeddelelse) i givet fald støtter en sådan løsning, som jo skal bane vej for, at den danske del af rederiet kan videreudvikles på en måde, der skal styrke rederiets indtjening og strategiske situation også på længere sigt.