Vi cykler til arbejde

03. september 2001

 

Igen i år støtter Trafikministeriet Dansk Cyklist Forbunds og Dansk Firmaidrætsforbunds landsdækkende kampagne ”Vi cykler til arbejde”. Kampagnen starter den 3. september, og slutter ved afslutningen af miljøtrafikugen den 23. september. Kampagnens formål er at få flere til at vælge cyklen frem for bilen til og fra arbejde. Jo flere der stiller bilen og i stedet vælger cyklen, jo bedre er det for både sundheden og for miljøet.  

Trafikminister Jacob Buksti siger i den anledning:

-Jeg kan med glæde konstatere, at godt 97.000 personer er tilmeldt kampagnen. Set i forhold til de 77.000, der cyklede ved sidste års kampagne, er det en flot fremgang.

-Jeg har også opfordret mit eget departement til at stige på cyklerne og kan se, at omkring 80 – d.v.s. mere end halvdelen af departementets medarbejdere – har tilmeldt sig.

-Jeg vil ønske alle deltagere i kampagnen en god cykeltur til og fra arbejde -  ikke alene i de tre kampagneuger, men også fremover.