Nyt udbud af færgeruten Samsø-Kalundborg sikrer besparelse for staten

14. november 2002

Trafikministeriet v/Færdselsstyrelsen har i dag indgået en kontrakt med Samsø Linien A/S om betjening af færgeruten Kalundborg-Samsø, som blev udbudt tidligere i år. Kontrakten dækker perioden fra den 1. december 2003 og frem til den 30. september 2008.

Færgeruten er en tidligere DSB-rute, og staten yder således af historiske årsager fortsat tilskud til opretholdelse af besejlingen

Færgeruten betjenes også i dag af Samsø Linien A/S, og trafikbetjeningen fortsætter uændret og med uændret serviceniveau med den nye kontrakt.

Den nye kontrakt indebærer en besparelse for staten på ca. 1,1 mio. kr. pr. år i kontraktperioden.

Trafikminister Flemming Hansen udtaler:

- Jeg er godt tilfreds med den aftale Færdselsstyrelsen i dag har indgået med Samsø Linien A/S, der fortsat sikrer Samsø gode forbindelser til Sjælland.

- Det er positivt, at der nu er skabt sikkerhed om færgebetjeningen af Samsø frem til efteråret 2008. Jeg ser udbuddet af færgeruten mellem Samsø og Kalundborg som et godt eksempel på, at udbud af offentlig trafik kan medføre pæne besparelser for skatteborgerne.

- Jeg er desuden tilfreds med at udbudsprocessen er sket i et konstruktivt samarbejde med Samsø Kommune i forbindelse med udbuddet af overfarten Hov-Samsø.