Trafikministeren åbner forbedret S-bane mellem Ballerup og Frederikssund

13. september 2002

I morgen lørdag den 14. september 2002 åbner trafikminister Flemming Hansen den sidste etape af det nye dobbeltspor på S-banen mellem Ballerup og Frederikssund.

Det nye spor betyder, at 10-minutters driften med S-tog fra på mandag den 16. september kan forlænges fra Veksø til Frederikssund. Det er en fordobling af kapaciteten på de tidspunkter, hvor der er mest brug for det.

-Trængslerne i forbindelse med anlægsarbejdet har nu båret frugt i form af en 23 km fuldt moderne S-bane med to helt nye stationer og væsentlige forbedringer af de hidtidige stationer på strækningen. Jeg ser frem til, at den udbyggede bane hurtigt vil få mange nye passagerer - ligesom det skete, da S-toget første gang kom til Frederikssund.

-Det er regeringens ønske, at den kollektive transport skal udgøre et attraktivt alternativ til privatbilen. Det gælder ikke mindst i hovedstadsområdet, hvor trængslen er størst. Med indvielsen af det nye spor til Frederikssund sker der en markant forbedring, der understøtter denne målsætning, siger trafikminister Flemming Hansen.

Etableringen af dobbeltsporet fra Ballerup til Frederikssund har kostet ca. 1 mia. kr.

Den enkeltsporede banestrækning mellem Ballerup og Frederikssund blev åbnet i 1879. Der blev etableret S-tog til Vanløse i 1941 og S-tog til Ballerup i 1949. I 1989 blev den enkeltsporede strækning Ballerup-Frederikssund omlagt til kørsel med S-tog. Udbygningen til dobbeltspor blev vedtaget af Folketinget i 1997, og første etape af dobbeltsporet mellem Ballerup og Veksø blev åbnet i 2000.

Trafikministeren foretager indvielsen af sidste etape af det nye dobbeltspor på Veksø station i morgen lørdag den 14. september 2002 kl. 10.25.