360 mio. kr. til øget banegenopretning i 2004

04. april 2003

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået aftale om udmøntning af 360 mio. kr. ekstra til fornyelse og vedligeholdelse af det statslige jernbanenet i 2004. Aftalen betyder, at der samlet vil blive anvendt knapt 1,5 mia. kr. til fornyelse og vedligeholdelse af jernbanenettet i 2004. Heraf vil knapt halvdelen gå til fornyelse og vedligeholdelse af spor, mens resten vil gå til fornyelse og vedligeholdelse af de øvrige dele af jernbanenettet, dvs. broer, køreledninger, signaler, teleanlæg og bygninger m.v.

-Med udmøntningen af yderligere 360 mio. kr. til fornyelse og vedligeholdelse af jernbanenettet i 2004 er regeringen og Dansk Folkeparti i gang med at tage hånd om opfølgningen på den konsulentanalyse af Banestyrelsens spor, der blev præsenteret tidligere på ugen.

-Jeg lægger vægt på, at projekterne gennemføres på delstrækninger i hele landet, også i yderområderne, hvor der med stor sandsynlighed vil blive tale om reduktion af strækningshastigheden. Herved sikres, at den ekstra fornyelse og vedligeholdelse medvirker til at skabe bedre service, kortere rejsetider og øget regularitet på jernbanen.

-Med afklaringen af situationen i 2004 er der mulighed for at etablere et grundigt beslutningsgrundlag for håndteringen af jernbanenettet fra 2005 og frem, hvor bl.a. sporanalysen skal vurderes nærmere. Regeringen forventer på dette grundlag at kunne fremlægge en langsigtet plan for jernbanenettet senere på året, siger trafikminister Flemming Hansen.

Hovedparten af den ekstra fornyelse og vedligeholdelse i 2004 vil vedrøre spor og sporskifter. Denne prioritering skal ses i lyset af konsulentanalysen af Banestyrelsens spor, der peger på et betydeligt efterslæb i fornyelsen og vedligeholdelsen af spor og sporskifter.

Med udmøntningen lægges op til en fordeling, hvor den ekstraordinære genopretningsindsats fordeles med ca. 1/3 til henholdsvis S-baner, lokalbaner og øvrige banetyper. Geografisk er der tale om en relativt jævn fordeling, så ca. halvdelen af midlerne anvendes i hovedstadsområdet, mens resten anvendes i det øvrige land.

Konkret gennemføres der større sporfornyelser på S-banen, herunder strækningen København-Høje Taastrup, samt på strækningerne Struer-Thisted, Herning-Skjern og Langå-Struer. Desuden lægges der op til fornyelse af sporskifter i Roskilde og Hvidovre samt til en række arbejder på S-banens køreledninger.