Atter tog mellem Tønder og Niebüll

28. februar 2003

Fra den 6. april 2003 vil der atter køre tog mellem Danmark og Tyskland på strækningen Tønder – Niebüll. Dette sker efter at det slesvig-holstenske trafikministerium har udbudt den lokale trafik mellem Tønder og Niebüll. De tyske trafikmyndigheder har nu indgået kontrakt med selskabet ”NOB” – en forkortelse for ”Nord Ostsee Bahn”, der er en del af transportfirmaet Connex, som bl.a. kendes fra det danske busmarked.

Tidligere har DSB på kommerciel basis kørt tog mellem Tønder og Niebüll i sommermånederne, men nu sikres altså en helårlig betjening af strækningen. NOB vil således køre 8 togpar mellem Tønder og Niebüll mandag til lørdag, og 7 togpar på søndage frem til køreplansskiftet i december 2005. I Tønder vil togene have forbindelse mod Esbjerg, ligesom der i Niebüll vil være forbindelse videre mod Hamburg.

Et enigt Finansudvalg har den 26. februar godkendt, at den danske stat yder et bidrag til trafikken mellem Tønder og Niebüll, der svarer til den del af trafikken, der udføres i Danmark.

Trafikminister Flemming Hansen udtaler i den forbindelse:

-Jeg er meget glad for, at vi nu sammen med Slesvig-Holsten har fået sikret en god helårlig togdrift mellem Tønder og Niebüll. Jeg er sikker på, at mange – både lokale rejsende og turister - vil få gavn af togforbindelsen mellem Tønder og Niebüll.