Fornyelse i Scandlines AG

10. april 2003

På en generalforsamling den 8. april 2003 i Scandlines er tidligere trafikminister i delstaten Sachsen-Anhalt, Dr. Jürgen Heyer, og bestyrelsesformand i M.A.N. B&W Diesel A/S og bestyrelsesmedlem i M.A.N. Diesel AG i Augsburg, Leif Juul Jørgensen, valgt som nye medlemmer af bestyrelsen for Scandlines AG. Samtidig er Leo Larsen og Dr. Matthias Zieschang genvalgt som bestyrelsesmedlemmer.

På et efterfølgende bestyrelsesmøde er Jürgen Heyer og Leif Juul Jørgensen valgt som henholdsvis ny formand og næstformand for bestyrelsen.

De to aktionærer, Trafikministeriet og Deutsche Bahn, blev for nylig enige om at fortsætte samarbejdet i Scandlines og i fællesskab arbejde for en fremtidig styrkelse af virksomheden.

På den baggrund har aktionærerne igangsat en videreudvikling af virksomhedens struktur. Samtidig undersøges mulighederne for at styrke virksomhedens position i Østersøen gennem alliancer med strategiske partnere.

Med de nævnte tiltag er der efter begge aktionærernes opfattelse skabt et godt grundlag for den videre udvikling af Scandlines til gavn for virksomheden, dens medarbejdere og kunder.

Trafikminister Flemming Hansen udtaler:

-Jeg er meget tilfreds med, at videreudviklingen af rederiet nu er gået i gang på grundlag af den aftale, som blev indgået tidligere på året mellem aktionærerne.