Kommissionen fastsætter nye regler for færgefart efter dansk pres

31. oktober 2003

Europa-Kommissionen har den 30. oktober 2003 udsendt en pressemeddelelse om, at der nu vil blive fastsat nye og enklere regler på færgeområdet, hvorved 40 pct. af færgeruterne til øer inden for EU forventes at blive undtaget fra EU’s udbudskrav.

Reglerne indebærer, at færgeruter med mindre end 100.000 passagerer om året ikke skal ud i egentligt udbud, men blot gennem en ”interessetilkendegivelsesrunde” hvert 12. år.

For Danmarks vedkommende vil de nye regler indebære, at en lang række af færgeruterne til de mindre øer vil blive undtaget fra udbudskravet.

Trafikminister Flemming Hansen udtaler:

-Kommissionens nye regler for færgefart er resultatet af et vedvarende dansk pres og må ses som en stor sejr for den danske regerings synspunkter.

-Jeg havde håbet, at Kommissionen var gået endnu længere med at undtage færgeruter fra udbudskravet, men jeg konstaterer samtidig med stor tilfredshed, at langt de fleste danske færgeruter vil falde ind under de nye regler, og at vi dermed har opnået en ganske betydelig afbureaukratisering af færgeområdet.

-Jeg ser de nye regler som udtryk for, at Kommissionen har forstået, at krav om udbud af de helt små færgeruter blot medfører øgede administrative byrder uden af give besparelser.

-Når vi har modtaget teksten til de nye regler, vil vi naturligvis studere dem nærmere og vende tilbage til Folketinget og offentligheden med nærmere oplysning om deres indhold.

 

Oplysninger om passagertal på færgeruter, der modtager offentlige tilskud, findes på Trafikministeriets hjemmeside: www.trm.dk under ’Publikationer’.