Leg og lær om trafik på nettet

03. november 2003

Nu kan de 8 til 12-årige lege sig til at blive gode cyklister. Trafikministeriet står i samarbejde med Rådet for Større Færdselssikkerhed bag en ny hjemmeside, hvor børn på en anderledes og sjov måde kan lære om cykelregler og gode vaner i trafikken.

Hjemmesiden www.cykelmissionen.dk åbner den 3. november 2003.

 

Forebyggelse i børnehøjde

 

Cykelmissionen består af en række interaktive spil, quizzer og øvelser, hvor børn kan lege og lære om trafik på samme tid. Det primære fokus er cykeltræning og viden om cykelregler.

-Børnene skal lære at komme sikkert rundt på cykel, og jeg lægger stor vægt på at få fremhævet de positive cykeloplevelser. Børnene skal på den ene side have respekt for det at færdes på cykel, men de skal på den anden side også have lov til at fryde sig over den bevægelsesfrihed, cyklen giver dem, udtaler trafikminister Flemming Hansen.

 

Målet med Cykelmissionen er at skabe et ”lege-lære-rum” i børnehøjde:

-De 8 – 12 årige er på mange måder opsøgende – både i trafikken og på nettet. Det er de to former for nysgerrighed, der søges forenet i Cykelmissionen. Desuden fylder interaktive medier en del i børnenes hverdag, og når sjov og underholdning er tilstede, så tror jeg også, motivationen og ønsket om at lære bliver større, forklarer trafikminister Flemming Hansen.

Hjemmeside til de yngre børn

 

Cykelmissionen bygger videre på idéen fra hjemmesiden www.trafiksjov.dk, som Trafikministeriet i samarbejde med Rådet for Større Færdselssikkerhed åbnede i 2001. Trafiksjov henvender sig til de 3 – 7 årige børn, og er en populær hjemmeside med op til 10.000 besøgende om måneden.

 

 

Yderligere information:

 

Fuldmægtig Thomas Jørgensen, Trafikministeriet, telefon 3392 3469