Trafikudvalget besigtiger Motorring 3

22. januar 2003

Trafikminister Flemming Hansen og Trafikudvalget har sammen med Vejdirektoratet i dag besigtiget Motorring 3 på en del af den strækning, der planlægges udvidet (fra Jægersborg til Holbækmotorvejen).

Ministeren og Trafikudvalget fik først en grundig orientering i ministeriet om projektets mange omfattende aspekter, herunder specielt støjdæmpningen.

Derefter tog delegationen ud for ved selvsyn at besigtige to udvalgte steder – Buddingevej, hvor denne krydser Motorring 3 samt Vestbanens krydsning af Motorring 3.

-Motorring 3 er nøgleprojektet, når kapacitets- og trængselsproblemerne i Hovedstadsområdet skal afhjælpes. Det kan ikke være meningen, at bilisterne skal holde i så tæt kø, som det er tilfældet hver morgen og aften – hvis de da ikke vælger alternative siveruter til skade for miljøet og trafiksikkerheden.

-Jeg synes, det var en grundig gennemgang af projektet, vi fik af Vejdirektoratets fagfolk. Det danner et godt grundlag for det videre arbejde med udvidelsesprojektet, herunder ikke mindst Folketingets behandling af en anlægslov, som jeg forventer kan ske i løbet af foråret, siger trafikminister Flemming Hansen.

Hvis Folketinget vedtager en anlægslov for udbygningen af Motorring 3 i denne folketingssamling, forventes projektet at kunne stå færdig i 2008.