Vedr. indstilling af Metroens drift

15. september 2003

Trafikminister Flemming Hansen har følgende kommentar til indstillingen af Metroens drift:

-Ørestadsselskabet har over for mig oplyst, at der i forbindelse med en testkørsel natten til mandag blev konstateret en fejl på en dør på et Metrotog. Fejlen vurderedes til at kunne få sikkerhedsmæssige konsekvenser for driften af Metroen.

 

Efter konsultation med Jernbanetilsynet er det besluttet at indstille driften, indtil samtlige togsæt er efterset.

 

-Jeg er enig i, at man har valgt at prioritere sikkerheden først - og driften i anden række. Samtidig har jeg tilkendegivet over for Ørestadsselskabet, at alle ressourcer skal sættes ind, for at driften på forsvarlig vis kan genoptages hurtigst muligt.

 

-Jeg finder det meget beklageligt og utilfredsstillende, at borgerne i Hovedstaden bliver påført de urimelige ulemper, som driftstoppet medfører.