Chef for Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane udnævnt

31. august 2004

Trafikminister Flemming Hansen har i dag udnævnt kontorchef Torkil Eriksen til chef for den nyoprettede Havarikommission for Civil Luftfart og Jernbane.

Torkil Eriksen har siden 1977 har været ansat i Trafikministeriet, fra 1993 som kontorchef. Han tiltræder stillingen som chef for havarikommissionen den 1. oktober 2004.

Torkil Eriksen er 59 år, gift og har 4 voksne børn.

Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane er etableret som en fælles havarikommission for civil luftfart og jernbane under Trafikministeriet.

Havarikommissionen har til opgave at undersøge ulykker og hændelser på både luftfarts- og jernbaneområdet med henblik på at forebygge sådanne. Kommissionen kan pålægges opgaver, som har til formål at forbedre flyve- og jernbanesikkerheden, men er uafhængig i sine undersøgelser.