Flintholm Station åbnet i dag

24. januar 2004

I dag har Trafikminister Flemming Hansen indviet Flintholm Station, som om nogle få år dagligt forventes at betjene ca. 60.000 passagerer. Dermed bliver stationen Danmarks tredjestørste – kun overgået af Hovedbanegården og Nørreport Station.

Flintholm Station vil fungere som et samlende trafikalt knudepunkt i hovedstaden, idet den forbinder både Frederikssundbanen, Ringbanen, Metroen og mange buslinier.

Det er nu DSB S-tog og Ørestadsselskabet, som fremover skal varetage driften af Flintholm Station.

Dagens indvielse markerer endnu en vigtig milepæl i styrkelsen af den kollektive trafik. Først blev metroen bygget og snart vil det store Ringbaneprojekt stå klar. Ringbanen vil forbinde Hellerup med Ny Ellebjerg Station – en tur som kun vil tage 18 minutter. Ministeren udtaler i den forbindelse:

-Udformningen af Flintholm Station er et godt eksempel på et værdiskabende samarbejde mellem de forskellige trafikmuligheder inden for den kollektive trafik. En forbedring der styrker hele den kollektive trafik og dermed den enkeltes mobilitet.

-Nu håber jeg, at alle parter og operatører bag den nye station lever op til forventningerne, så dette nye knudepunkt i det kollektive trafik-net kommer til at fungere til kundernes tilfredshed.

-Jernbanenettet er jo rygraden i den kollektive trafik i Danmark. Med den nye aftale investeres mange milliarder kroner til forbedring af jernbanenettet. Netop et solidt og moderne jernbanenet er forudsætningen for rettidige tog og dermed bedre service for kunderne.