Nordisk forskningssamarbejde skaber ny viden på vej- og trafikområdet

21. december 2004

De nordiske vejdirektører har forleden underskrevet en samarbejdsaftale i Helsingfors. Samtidig blev de første to fællesprojekter godkendt. Det ene projekt undersøger, hvordan natligt vejarbejde kan gennemføres uden at lukke af for trafikken. Denne problemstilling bliver mere aktuel i takt med den stigende trafik og ønsket om at genere dagtrafikken så lidt som muligt. Det andet projekt handler om forbedring af støjberegningsmetoder.

De nordiske vejadministrationer i Island, Norge, Sverige og Danmark er gået sammen i et forpligtende fællesskab om at bestille forskning i nye løsninger på vej- og trafikområdet. Forskning, udvikling og konkret afprøvning af nye løsninger på vejene er nødvendig, hvis også morgendagens vejtekniske og trafikale problemer skal kunne løses.

I de nordiske lande er der en række specialiserede forskningsmiljøer. De samarbejder allerede i dag. Det nye initiativ går ud på at styrke dette samarbejde ved, at bestillerne af forskningen – de nordiske landes nationale vejadministrationer – samordner og samfinansierer fælles forskningsbehov. Herved opnås stordriftsfordele for bestillerne, og de nordiske forskningsmiljøer får bedre mulighed for både at specialisere og udvikle sig.

Det nye samarbejde mellem vejadministrationerne indebærer, at projekter, hvor mindst to lande er enige i behovet og finansieringen, samarbejdes om at få opgaven løst.

Projekterne realiseres med samfinansiering blandt de lande, der deltager, og herefter gennemføres projekterne med bistand fra de faglige spidskompetencer, der skønnes nødvendige for at skabe de bedste resultater.

Resultaterne fra fællesprojekterne skal bidrage til at både trafikanter og vejenes naboer får en mere effektiv, bæredygtig og sikker trafikafvikling på statens veje.

Trafikminister og minister for nordisk samarbejde, Flemming Hansen udtaler på denne baggrund:

-Jeg ser med stor tilfredshed på Vejdirektoratets deltagelse i dette nye forskningssamarbejde mellem vejdirektoraterne i de nordiske lande. Samarbejdet medvirker til at skabe ny viden mere effektivt gennem udnyttelse af hvert enkelt lands særlige kompetencer. De resultater, der opnås, vil komme trafikanterne i alle de nordiske lande til gavn.

-Samarbejdet vil ligeledes styrke den nordiske profil i de eksisterende europæiske netværk indenfor vej- og trafikområdet.

-Det vil være flot, hvis vi i nordisk regi kan forbedre mulighederne for at reducere trafikstøj, og gennemføre vejarbejder på de tidspunkter af døgnet, hvor der er mindst trafik på vejene.

Yderligere oplysninger eller kommentarer kan fås hos:

Fuldmægtig Maria Meiner, Vejdirektoratet, mm@vd.dk - tlf. 3341 3128

Vej- og trafikchef Knud Erik Andersen, Vejdirektoratet, kea@vd.dk - tlf. 3341 3117