Energi E2 vinder havmøllekoncession ved Horns Rev

30. juni 2005

Energi E2 A/S har vundet det udbud, der har været afholdt for at etablere en 200 MW havvindmøllepark ved Horns Rev. Energi E2 A/S har afgivet det tilbud, der havde den laveste afregningspris. Prisen er fastsat til 51,8 øre/kWh for 50.000 fuldlasttimer. Det svarer til ca. 12 års elproduktion.

Havmølleparken ved Horns Rev vil årligt kunne forsyne ca. 200.000 husstande med elektricitet, svarende til omkring 2 % af det danske elforbrug.

Transport- og energiminister Flemming Hansen siger:

-Jeg vil gerne ønske Energi E2 tillykke med, at de har vundet udbuddet. Dermed kan vi nu få etableret den første af de to store havvindmølleparker, som regeringen har i udbud.

-Havvindmølleparken ved Horns Rev er udtryk for en markant satsning på vedvarende energi. Der bliver tale om den hidtil største havvindmøllepark herhjemme, som vil give hele vindkraftindustrien en stor chance for at demonstrere, hvad de kan.

Energistyrelsen modtog 3 tilbud om at bygge havvindmølleparken ved Horns Rev. Ud over Energi E2 A/S bød Elsam Kraft A/S og Horns Rev II A/S.

Havmølleparken placeres ca. 10 km vest for den eksisterende vindmøllepark ved Horns Rev. Parken vil samlet omfatte et areal på ca. 35 km2. Det er aftalt, at parken idriftsættes i løbet af 2009. Energinet.dk har ansvaret for at udbygge elnettet ud til vindmølleparken.

For Energi E2 bliver næste skridt at foretage forundersøgelser og udarbejde en VVM-redegørelse, hvor miljø- og naturforhold mv. bliver belyst. VVM-redegørelsen vil blive sendt i offentlig høring.

Regeringen gennemfører udbud for to havvindmølleparker på hver 200 MW som led i opfølgningen på den energipolitiske aftale af 29. marts 2004. De to havvindmølleparker vil blive placeret ved henholdsvis Horns Rev og ved Rødsand, syd for Lolland.

Energistyrelsen har modtaget 4 ansøgninger fra selskaber, som ønsker at deltage i udbuddet ved Rødsand. Styrelsen forventer at træffe afgørelse om, hvem der prækvalificeres til at deltage i dette udbud efter sommerferien.

Yderligere oplysninger: Vicedirektør Knud Pedersen, Energistyrelsen, tlf: 33 95 43 59.